Se kontaktoplysninger og profil for Autoriseret Psykolog og Ledelsesrådgiver Henr...

”Når vi stiller os selv til rådighed for erhvervslivets umættelige behov, er det nødvendigt at opnå større indsigt i, hvordan vi bedst administrerer vores psykiske og fysiske kræfter.”

Det har vist sig, at mange mennesker – især mænd – arbejder på en sådan måde, at de bliver dødssyge af det. Jeg taler hverken om kulminearbejdere eller personer, der på jobbet udsættes for giftige dampe o.lign. Men om de efterhånden helt almindeligt forekommende stress-ofre som dagligt dumper ned fra de øvre niveauer af dansk erhvervsliv.

Udefra betragtet, ser det ud som om mangen en lederkarriere er rettet ind på en ukuelig og sikker kurs mod sygdom og død. Hvad er det egentlig der sker?

Storhed, udbrænding og fald
Unge tændte mennesker indleder ofte deres erhvervskarriere med at opleve nogle forrygende spændende år. Fuld tryk på op til hver eneste deadline. Udfordrende opgaver. Stort ansvar. For mennesker, ting, kapital. Og den ene deadline er ikke passeret, før den næste melder sig. De færreste registrerer, at farten er gået i blodet. Jeg er ikke stresset, siger de. Kan bare ikke holde ud at sidde stille. Jeg bliver utålmodig og rastløs, hvis vi ikke er på vej derudad. Der skal ske noget!

Disse mennesker har ikke opdaget, at en livsstil - præget af uigennemskuelig komplexitet, umenneskeligt opskruede tempo samt multimodsatrettede og værditruende krav - har hacket sig ind i deres nervesystem og spiller disharmonisk sammen med kroppens urgamle hulemands-instinkter og biokemi. Disse mennesker er nu ofre for stress-hormonernes autonome samt selvforstærkende indtog i og styring af deres organisme. De er blevet hyper-stress-maniske, men mange ved det ikke.

Bagsiden af en V.I.P.
Lad os møde Peter. En rar yngre mellemleder, med moderne afslappet look, en behagelig tone af myndighed og selvbevidst kompetence i stemmeføringen. Dertil en åben og positiv udstråling. Han er imidlertid én af de ledere, der ikke kan sige nej og indrømmer at han heller ikke kan prioritere. Hvilket bl.a. medfører at han haster rundt mellem møder, der overlapper hverandre. Konstant signalerende åbenhed med et uforanderligt, nærmest perlende glad, imødekommende og venligt ansigt. Selvom han synes, at han bruger for megen tid bag skærmen, har Peter tydeligvis svært ved at skjule sin stolthed over alle de mails der ustandselig løber ind, såvel som de mere eller mindre betydningsfulde opgaver andre personer frit spadserer ind i hans kalender og forpligter ham til. Samtidig synes han stumt modstandsløst at være klar over, at han er fanget i en fælde. Et frivilligt offer, der løbende sælger sin ret og mulighed til at tænke og handle frit.

Ligesom 10.000-vis af andre nutidige ledere fungerer han som en moderne slave. Han synes at være indkodet til at tro, at organisationen har krav på hans totale opmærksomhed og tankevirksomhed døgnet rundt. Det virker nærmest som om hans ånd, hjerne og adfærd i det skjulte er besat og kontrolleret.

Værdiforskydning
For mig ser det ud som om adskillige lederes sind er overtaget af uhensigtsmæssige idéer om, hvordan man som leder og medarbejder skal agere. Om end det er at sætte det lidt på spidsen, synes jeg egentlig, det er meget præcist at kalde denne tilstand for ”Erhvervslivspsykosen”. Identitetens vildfarelse ind i en osteklokkeudgave af verden.
Et selvstændigt univers med sine egne værdier, love og regler.

Igennem de unge og mest påvirkelige år indprogrammeres en art karriere-software. Ubevidst og umærkeligt. Op igennem hele det såkaldt erhvervsaktive liv virker dette styresystem i baggrunden og fordrejer virkeligheden og værdierne i reglen uden personens viden.

I heldigste fald svækkes programmet gradvist med alderen. Kan slettes temmelig brat i situationer, hvor sygdomsanfald og pensionering stiller op med en ganske anden version af realiteterne.

Stress-infektion af hjemmet
Adskillige stress-manikere lever i deres egen virkelighed og trækker andre ind i den. Ganske som Peter, den føromtalte venlige unge mand. Som også er familiefar. I det mindste om morgenen mellem kl. 7 og 8.30. Kone plus to mindre børn. På trods af, at han skam selv stryger sine skjorter, er det formentlig ikke lige det liv hun har drømt om. Når hun ringer til kontoret om aftenen og erindrer ham om at maden har stået klar i lang tid, kommer han måske snart hjem.

Hans ubevidste mentale styreprogram sørger for at ansigtet til den tid stadig ser venligt og rart ud. Men under håret klør psoreasis’en, længere inde svirrer alle mulige og umulige tanker ukontrolleret og hæsblæsende rundt. Hjernen er overloaded. Tankemylderet holder nervesystemet og kroppen i en tilstand af sundhedsskadelig ubalance, alt imens det lægger en tyk isolering mellem ham og familien.

Far er kommet hjem, men far er slet ikke til stede. Peter gør sit bedste, men venligheden er ved at være sluppet op. Alt for længe har han trukket på en konto, der står i minus. Hans kære må endnu en gang vente. Han er stadig besat af arbejdet. Skal også lige læse mails kl. 24 inden han går i seng. Men ikke engang natten er hans egen. Den dybe søvn vil ikke indfinde sig, for hjernen kan ikke finde ud af at stoppe med at processe dagens input og opgaver.

Peter! For Fanden da! Vi mennesker kan ikke forsøge at justere vores mentale-biologiske puls til computernes sidste nye opgradering uden at forstyrre vitale kropslige balancer. Konsekvensen heraf vil i de første faser være, at man forandrer sig til et ensidigt og reduceret menneske. Et omflakkende hjerteløst, fraværende kropshylster med en kogende kedel i toppen og impotent kulde i bunden.
Hvor uvidende og uempatisk kan man tillade sig at være? Tror du egentlig selv på, at hun vil blive ved på den måde? Og børnene! Mand, hvad er der blevet af din dømmekraft, dine følelser, din personlige etik? Go and get it back. Vågn op!

Hooked til jobbet
Hvordan kan man overhovedet udføre ansvarlig og tilregnelig ledelse, når stress har fortrængt vigtige ledelsesmæssige grund-egenskaber? Hvordan kan man træffe kvalificerede beslutninger, når næsten hele ens mentale ram-kapacitet er beslaglagt af for mange åbne og aktive filer? Når man ikke kender sig selv og virkemidlerne i sine indre drivere? Når opmærksomhed og koncentration er omtrent lige så meget ude af sans og samling som hos den alkohol-berusede. Hvordan tør man give lederansvar til en person, der hverken kan sige nej eller prioritere? Ikke er i stand til at vægte det mest værdifulde, skabe sig overblik, sortere væsentligt fra uvæsentligt og skille skidtet fra?

Det kan ikke udelukkes, at det for nogle virksomheder er komfortabelt at vende det blinde øje til det faktum, at medarbejdere er hooked til virksomheden dag og nat. Og at man derved heller ikke opdager, at kvaliteten bliver mere og mere tvivlsom, som konsekvens af at maskineriet kører uophørligt, uden restituerende smørepauser. Det sørgeligt paradoksale er, at disse ihærdige mennesker befinder sig i en tilstand, hvori de ikke længere formår at nytænkende og originale bidrag til virksomheden.

Ledelse er ansvar for liv
Egentlig synes jeg ikke, det er mærkeligt at disse mennesker går ned med meget alvorlige stress-lidelser. At de selv virker overraskede, siger noget om, hvor utrolig ringe fornemmelse og viden vi i almindelighed har om kroppen i dette land.

Hvem skal gøre noget? Stress-manikerne er jo ansvarlige for deres eget liv! Det er korrekt, men problemet er, at de ikke kan mærke den er gal. De har brug for hjælp til at lære sig selv, deres muligheder og begrænsninger bedre at kende.
Derfor har omgivelserne også et ansvar. Chefer og kolleger kan uheldigvis – måske bedøvet af egen stress - være medvirkende til at forøge andres stress. Alt for mange chefer kommer til at trække for hårdt på organisationernes menneskelige ressourcer. Ikke på grund af ondsindethed. Ofte er de blot ikke bevidste om, hvad der foregår.

Stress skal styres. De øverste i virksomhederne har et særligt ansvar, eftersom stress også er et klart ledelsesanliggende. Det kan være til stor nytte, hvis personaleansvarlige lærer at observere de små tegn på, at stress-spiraler er ved at bygge sig op. Og i denne forbindelse husker på, at mænd er særligt udsatte for at komme for langt ud, fordi de generelt er uvante med at mærke og erkende deres begrænsninger, samtidig med at de er ekstremt gode til at skjule tegn på overbelastning.

Heldigvis er et stigende antal ledere yderst opmærksomme og tager action, når folk overskrider grænsen til det sundhedsfarlige. Dette er godt for den enkelte, det nedsætter på sigt sygefraværet, og det er en gevinst for arbejdspladsen som helhed.

Det kan desuden være stress-reducerende at øge medarbejdernes viden og evne til at kommunikere om stress-symptomer hos sig selv og hinanden. Og i fællesskab gå lederskab, virksomhedskultur, værdier og diverse afleverings-procedurer m.v. efter i sømmen. Med henblik på at få et arbejdsliv, man kan holde til i det lange løb.

Selv de uskyldigt udseende indledende faser af stress besidder kim til en dræber-natur med vokseværk. Ikke nok med at arbejdsglæde og kreativitet tilintetgøres og udryddes. Hvor stress får lov at køre linen ud, er både den psykiske og fysiske livskraft alvorligt truet.

Når vi stiller os selv til rådighed for erhvervslivets umættelige behov, er det nødvendigt at opnå større indsigt i, hvordan vi bedst administrerer vores psykiske og fysiske kræfter. Mange stress-sygdomme, triste skæbner, dødsfald og sagsanlæg mod virksomheder kan forebygges, hvis man sætter ind med gennemgribende mentalitets- og adfærdsændring på alle niveauer i organisationerne.

Hvorfor går det så vidt?
Ikke nok med at virksomhedernes nøglepersoner knokler knald på lampen og kraften ud af bukserne. Dette er slemt nok. Men allerværst er måske alle de personlige afkald der følger med. Hvad koster det ikke at ofre sine livstimer, sin fritid og kreative stunder, sit helbred, personlige og familiære relationer? Der må være stærke kræfter involveret.

Hvad er de fristende belønninger for at stille sit liv til rådighed?

Pseudo-livskvalitet i form af fornemme biler, liebhavervilla og luksussommerhus, rejser på 1. klasse? Magten til at bestemme over andre? Nydelsen af positionens indbyggede support til udvikling af en kunstigt erigeret social aura med tilhørende forvokset ego i centrum?

Og spørgsmålene vil næsten ingen ende tage:

Hvorfor siger man ikke stop, når tingene kører for langt ud? Er det hele blot det uundgåelige resultat af et for enøjet udsyn samt en refleksstyret og robotagtig adfærd? Eller kan det handle om, at yngre ledere gennem deres opadstræbende ungdom, gymnasietiden, uddannelseslivet m.v. har ladet sig hypnotisere af virksomhedernes evindelige mantraer om dygtige, dynamiske, imødekommende, forandringsparate, positive, kreative unge medarbejdere?

Styres man af en urealistisk idé om at skulle mestre at være top-perfekt hele vejen rundt? Den ideelle medarbejder. Den perfekt dynamiske og inspirerende leder af mennesker, penge og materiel. En god forældre, der tager sin del af opgaverne med børnene. En perfekt ægtefælle og elsker.

Bevæges nogle ledere af en indbygget ”konkurrence-driver”, der fortrænger social fornemmelse og følelsesmæssig intelligens?
Er det loyalitet og begejstring over at være en del af succesfællesskabet - herunder frygten for at ryge ud?

Kan det tænkes, at en hel generation af ja-sigere er kommet til styrepindene? Er det bare gode drenge og piger, der ikke vil være til besvær?

Eller er det tidsånden, der bestemmer at menneskelivet er lig arbejde?

Artiklen er skrevet af
Henrik Juul, Conscious Leaders

Erhvervspsykolog & specialist i psykoterapi
www.henrikjuul.com