Jeg kan bruges bedre på mit job

Alle mennesker har behov for at føle sig anerkendte af og til, og føle sig værdsat for det arbejde de udfører. Læs med i brevkassen, hvor jeg hjælper en kvinde på vej, som gerne vil have mere ansvar og udnytte sine kompetencer bedre på sin arbejdsplads.     Gennem årene har jeg fået tildelt stadig flere opgaver på mit job, men uden at få reelle ansvar. Fint nok, jeg har ikke behov for at fremstå som den, der har gjort det?, men efterhånden synes jeg heller ikke, det er særlig langsigtet - eller givende - blot at fortsætte som nu. Jeg kan mærke, at jeg er ved at have sparet op til at brumme! Det skal lige nævnes, at jeg arbejder et sted, hvor vi normalt er meget søde over for hinanden!
Jeg er ved at have skitseret i mit hoved, hvad jeg vil sige til min chef:
at det betyder noget for mig, min udvikling og motivation/glæde - og dermed også for firmaets mulighed for at "udnytte" min arbejdskraft - at jeg tildeles reelt ansvar - altså opgaver med langsigtede perspektiver og udviklingsmuligheder.
Men jeg er faktisk lidt nervøs for samtalen, dels fordi jeg er bange for at blive sådan lidt "offer-hvor-er-det-synd-for-mig"-agtig, dels fordi bjørnen vel bliver nødt til at lunte af (sige op!), når brummeriet er overstået, og der ikke viser sig at være nogle muligheder!
     Bjørnen   Anerkendelse er et menneskeligt behov, og i min coachingpraksis har jeg endnu aldrig mødt nogen, der ikke følte sig utilfredse, hvis de ikke følte sig anerkendt/værdsat. Så dit behov er naturligt og sundt.
Når jeg nævner det, er det, fordi jeg fornemmer, at du ikke er helt afklaret med, at du rent faktisk fortjener og ønsker anerkendelse? "Du har ikke behov for at fremstå som den, der har gjort det" - men hvad ville der ske, hvis du gjorde?

Du vil gerne have, at jobbet er mere givende, at du føler, dit potentiale udnyttes bedre og mener, at dette ville indebære højere motivation og en følelse af mere ansvar og dermed højere jobtilfredsstillelse for dig. Alle tiders - det er klare og tydelige mål, og modsat mange andre har du gjort dig klart, hvad du ønsker. Men noget forhindrer dig i at handle. Der er billedligt talt rullet en stor sten af forhindring, bestående af en udefineret frygt, foran åbningen til din bjørnehule, og nu er du ikke engang sikker på, om du tør rykke ved stenen af frygt for, hvad der vil ske.
Hvad er det værste, der kan ske - hvis du klart og koncist kommunikerer, hvad du vil have?

Men hvad tror du, der vil ske?

1. Chefen siger "du har ret! Lad os finde ud af, hvordan vi kan bruge dine ressourcer bedre".
2. eller "vi kan ikke give dig mere ansvar lige nu, desværre"!
3. eller "nu da du har gjort mig opmærksom på, at du gerne vil bruges mere, tror jeg slet ikke, du skal komme igen..."

Hvis det første er tilfældet, er det jo fint. Hvis det andet er svaret, er det op til dig at tænke over, om du har lyst til at blive et sted, hvor du ikke føler dit fulde potentiale bliver udnyttet. Du bliver ikke nødt til noget som helst efter samtalen. Det er op til dig - et valg, ikke tvang. Hvis din chef siger det sidste (ret usædvanligt), er du måske bedre tjent med at finde andre "jagtmarker".
Inden samtalen kan du overveje følgende: Første skridt er altså at blive o.k. med at indrømme, at du ønsker mere anerkendelse. Dernæst: Hvad specifikt skal der til, for at jeg føler mig anerkendt?
Svaret vil være forskelligt for os alle, derfor er det vigtigt, at du ved, hvad dine regler er for at føle dig anerkendt. Hvis du blot kommunikerer, at du vil have mere ansvar, vil du få de opgaver, chefen tror giver dig en følelse af mere ansvar. Og du kan ende med helt andre opgaver end dem, du ønsker.
De færreste chefer reagerer negativt på en medarbejder, der gerne vil yde mere, hvis medarbejderen samtidigt også kommunikerer, hvordan de forestiller sig, det ville se ud. Og det vil aldrig blive opfattet som offeragtigt at kommunikere dine ønsker, hvis du klart og tydeligt formulerer, hvad du vil - uden nødvendigvis at være for følelsesmæssigt involveret i, hvad svaret bliver.
Det lyder til, at du har holdt brummeriet for dig selv for længe, og at vinterhiet skal erstattes med handling og kommunikation. Så konfliktskyhed eller ej - go for it. Du har intet at miste og alt at vinde.
  __________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Jeg kan bruges bedre på mit job