Anerkend dig selv!

En krise i parforholdet eller en skilsmisse er for mange en ekstrem hård prøvelse i livet. Her kommer et eksempel fra psykoterapeutens verden, som giver indsigt i, at evnen til at være åben og nærværende i et parforhold afhænger af ens evne til selvanerkendelse. Vejen hertil kan være kringlet, og det kræver mod og vilje at gå den. 

Artikel af Pia Nielsen Jensen, eksamineret psykoterapeut og certificeret coach.


Vi har alle brug for anerkendelse - fra vores nærmeste, kolleger, chefer, venner, forældre, kunder, børn, ja alle relationer. Og allermest fra os selv. Når vi anerkender os selv, opfylder vi de huller, som ikke blev fyldt op, da vi som børn ikke blev set eller læst ”rigtigt” af vores forældre.


Anerkendelse er som kærlighed: Før vi formår at give os selv anerkendelse, er vi ikke i stand til at modtage ægte anerkendelse fra vores omgivelser. Det er som en konto, der skal være overskud på, ellers tror vi ikke på afsenderens ægthed – vi er ude af stand til at modtage ros – og vil søge trøst i surrogater. Det vender jeg tilbage til.

Modpoler

Rigtig mange af os har modpoler inden i os. Vi lever med dem, men i tilspidsede situationer kommer vi til kort.

Lad mig give et eksempel:
En ung kvinde kommer ud i sit livs krise, da hun på en ferietur til syden, slipper kontrollen og ender med at have ubeskyttet sex med en lokal. Hun er forfærdelig skamfuld bagefter, lider af en voldsom dødsangst og selvbebrejdelse. For hver selvbebrejdelse forlader hun sig selv mere og mere. Hun får det værre og værre og ender med at få en dyb depression, idet det er umuligt for hende at anerkende sine følelser og især sig selv.

Hun møder den eksistentielle isolation, fordi hun er for skamfuld til at fortælle sine nærmeste om sin fejltagelse. Hendes situation bevirker, at hun kun har sin terapeut at betro sig til. At hun fortæller om sin følelsesmæssige situation bliver hendes redning.

Gennem terapi bliver hun hjulpet til at finde svarene dybt i sig selv. Terapeutens opgave er at genkende mønstrene, at stille spørgsmål, som hjælper personen med at samle det puslespil, som han/hun ikke selv er i stand til at lægge. Modpolerne synliggøres og derved kan man blive i stand til bedre at kunne forstå og dermed hjælpe sig selv.

Hvordan kommer man på rette vej igen?


Anerkendelse af egne følelser! Forståelse af egen handling – af sig selv. Det lyder nemt, men hvordan gør man?

For at bruge mit eksempel fra før finder den unge kvinde gennem en lang terapi frem til to af sine delpersonligheder: Hendes velkendte, gamle ”ven” - nemlig  perfektionisten og den nyopdagede - hende med et stort omsorgsunderskud.

Perfektionisten vil ikke tillade hende at anerkende fejltrinnet. Og perfektionisten har i den grad overtaget styringen, så den del af hende, som er i omsorgsunderskud bliver mere og mere trynet af perfektionisten og føler sig mere og mere forkert. Dermed forstærkes kvindens lave selvværd, som især udspilles i forhold til mænd.

Rigtig mange af os kender disse to delpersonligheder: Fornuften og følelserne. Når perfektionisten/overkontrolløren har magten, undertrykkes følelserne. Når vi undertrykker eller lægger låg på vores følelser, har vi svært ved at mærke dem og dermed at have kontakt med os selv.

Processen tilbage til at få det godt, til at være i stand til at anerkende sine følelser, til at kunne tilgive sig selv er at dæmpe perfektionisten og fylde omsorgsunderskuddet op med egenomsorg. For kvinden fra eksemplet handler det om at gøre det, som hun har brug for inden for sine egne grænser. Når hun formår at give sig selv omsorg, vil hun være i stand til at mærke og modtage ægte omsorg fra omverdenen, altså også fra en mand.

Før vi anerkender vores sande behov, vores kerne, anerkender vi ikke os selv fuldt ud.

Tilbage til eksemplet: Først da den unge kvinde anerkendte, at hendes behov for omsorg, drev hende i armene på en surrogatperson, og perfektionisten i hende slog hende i hovedet med en hammer, indså hun, at vi skal have balance mellem vores modpoler. Vi skal anerkende alle vores delpersonligheder, før vi kan få oplevelsen af selv at være i balance. Det kræver, at vi tør kigge nærmere på de billeder (læs: tanker), der faktisk hænger i vores hoved og arbejde på at få dem til ”at hænge lige”.

Anerkendelse af vores partner – anerkendelse af os selv

Tilsvarende skal vi i parforholdet anerkende vores partners personlighed og erkende ligheder og forskelle i forhold til os selv. Når vi er i stand til dette, kan vi leve med hinandens forskelligheder og have det godt med at anerkende, at vi er forskellige. På længere sigt bliver begge parter bedre til at anerkende sig selv og hinanden. I et sundt forhold giver parterne plads til hinanden så vi kan være os selv på ægte vis.

Vi kan ikke ”lave hinanden om”. Det eneste, vi kan gøre, er at kommunikere åbent om, hvordan vi har det med hinanden. Faktum er, at omkring 70 % af de uoverens-stemmelser, der er i et parforhold ikke lader sig løse. De uoverensstemmelser /forskelligheder må vi lære at leve med.

Hvis vi som små har oplevet overgreb på vores integritet, har vi typisk fundet en overlevelsesmetode, f.eks. ved at barrikadere os - skabe os en ”øde ø”. Her har vi erfaret, at vi sagtens kunne klare os selv og overleve uden voksnes eller andres indblanden.

De af os, som har den bagage med i rygsækken, bruger typisk vores energi på arbejdsfællesskabet i parforholdet i stedet for nærhed med partneren. Dette mønster udspiller sig typisk efter børnene er kommet til. Fordi en del af vores opvækst har fundet sted på en ”øde ø”, behersker vi ikke sproget til at være, hvor der skabes nærhed.

Selvværd – roden til alt godt

Vores selvværd bliver lavt, når vi ikke anerkender vores egne følelser, ligesom det bliver lavt, når vi ikke føler os anerkendt af forældre, partner og andre nærtstående.

Man kan kende lavt selvværd på, at det er vigtigere for os, hvordan vores omgivelser tænker om os end, hvordan vi selv tænker. Selvværd handler om det vi er, ikke det vi kan. Personer med lavt selvværd har sværere ved at sætte grænser over for andre personer.

Kærlighed er at give

Kærlighed handler især om at give. Kærligheden har svære kår, når vi forventer kærlighed frem for selv at give.

Vi viser kærlighed, når vi anerkender hinanden. Vi anerkender ved at lytte og respektere det, den anden person siger til os. Dette er ikke ensbetydende med, at vi skal være enige. Vi har ret til at udtrykke, at vi ikke forstår den anden person, men respekterer hans/hendes følelser, som de er. Kort sagt kan man sige, at når man er i stand til at anerkende den anden opbygger det en gensidig tillid og en intimitet i forholdet. Samtidig kan anerkendelse reducere vrede og aggression. Det kræver disciplin - eller måske rettere øvelse - at vise anerkendelse i et forhold, når man er vred.

Det modsatte af anerkendelse er nedvurdering. Det kan være ved direkte udsagn eller ved overdreven kontrol: ”Nu har du igen ikke husket din tid hos lægen”. Ting vi går og siger til hinanden uden at tænke over konsekvensen af lige netop det ordvalg.

Jeg oplever af og til i parterapier, at den ene eller begge parter kaster med mudder mod den anden. Naturligvis er det vigtigt, at vreden får plads, men nedvurdering af partneren vil aldrig være givende for relationen. Vi kan nu en gang ikke ændre vores partner – det er kun muligt at ændre os selv. Og jo mere omsorg og kærlighed vi giver, jo mere får vi, og vi bliver bedre til at modtage kærlighed. Vejen til anerkendelse – overfor sig selv og den anden – kan synes uransaglig, men det hjælper at turde forsøge!

Læs mere om Pia Nielsen Jensens terapi på: www.terapia.dk

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Anerkend dig selv!