Adopteret - ny selvbiografi om at føle sig anderledes

I går tog jeg det første spadestik til min kommende bog.

I går lavede ghostwriteren Rikke Finland og jeg det første interview.

I går blev den første dag af det næste halve års bogprojekt. 

Bogen bliver en selvbiografi om det at være adopteret set både gennem de personlige og de psykoterapeutiske briller.

I dag talte vi blandt andet om det at føle sig anderledes. Et emne mit liv har været præget af i stor grad.

For hvordan er det lige, når man vokser op med en anden etnicitet, end den, man selv tilhører?
Hvad gør det ved en, når man skiller sig ud fra mængden og flokken? Den flok, som det er så vigtigt at tilhøre, så man ikke føler sig alene og anderledes.

Hvordan er det, når man bruger en stor del af sit liv på at spejle sig i andre mennesker - i håbet om at kunne genkende bare noget af sig selv i de andre - for dermed at føle sig “normal”?

Hvad sker der, når symbiosen, tilknytningen til den biologiske mor, ikke har fundet tilstrækkeligt sted - eller måske slet ikke har fundet sted?

Hvad sker der, når noget af det første, det lille barn stifter bekendtskab med her i livet, er at miste sit biologiske ophav?

Hvordan påvirker det den adopteredes muligheder for at indgå i relationer på længere sigt?

At være adopteret er et livsvilkår.

For en del adopterede er det også et livsvilkår aldrig at gense deres biologiske ophav. Hvordan tackler man det? 

I de kommende blogs på Levlykkeligt, vil jeg løbende skrive om de temaer, jeg behandler i min kommende selvbiografiske bog.

Bedste hilsener

psykoterapeut Jeanette Søm Munk 

__________________________

Psykoterapeut Jeanette Søm
https://www.din-vej.nu

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Adopteret - om at føle sig anderledes. Læs med