Se kontaktoplysninger og profil for Mindfulness uddannelse Eve Bengta Lorenzen

Når livet er svært, kæmper vi mod stærke kræfter både på det ydre og på det indre plan. At finde ind i accept og gennemleve uro og ubehag giver os adgang til visdom og glæde.

Livet er i perioder svært. Og det er svært at acceptere, at det er svært, for vi har så mange forestillinger om, hvordan vores liv burde forme sig. Accept af, hvad end som føles svært, kan være en ny vej at bevæge sig ad. Accept af, at noget er på en given måde, er ikke det samme som at kunne lide det, eller på nogen måde at bifalde tingenes tilstand. Det er ganske enkelt helt at erkende, at det er, som det er. Men uden at lade det blive et nyt krav, som man stiller til sig selv. Det vil som regel føles som et pres at skulle acceptere stærke smerter eller det at have mistet noget, som var dyrebart.
Så ligesom når vi rører ved et friskt sår, nærmer vi os vores smerte og tab med varsomhed, og vi nærmer os accepten af det med varsomhed.

For nogen tid siden styrtede jeg på min cykel. Da jeg kom til mig selv efter styrtet, havde jeg brug for, som det allerførste, at give kroppen lov til at ryste oven på chokket og at give tårerne lov til at strømme. Derefter kunne jeg langsomt undersøge sår og skrammer. Først efter et stykke tid kunne jeg rense dem uden uvilje og modstand.

Vi må nærme os enhver psykisk eller fysisk smerte med samme nænsomhed. Se smerten som et sår og forsigtigt duppe det med vores egen rensende opmærksomhed. Vi må anerkende såret og tillade kroppen at ryste og græde, når chok, der er lagret i såret, bliver forløst.

Når såret eller smerten synes for farlig at nærme sig, kan vi anerkende frygten for smerten som et sår, som er kommet oven på såret. Acceptere, at det er sådan, det er, lige nu. Møde os selv med blødhed og uden fordømmelse.

Mindfulness handler altid om at mærke det, der lige nu er i os, og om muligt favne det. Når vi ikke kan acceptere smerten, kan vi søge at favne modstanden, for den er opstået som et forsøg på at beskytte os. Ønsket om at favne det ubehagelige virker helende i sig selv.

Accept betyder ikke at være i stand til at tåle alt eller at underlægge sig en hård skæbne. Accepten opstår, når vi tillader, hvad end der bevæger sig af følelser og fornemmelser, uden at dømme noget som rigtigt eller forkert.

Når vi siger ja, accepterer vi det, der er. I et nej er der indeholdt en negativ vurdering af det, vi mærker. Det er naturligt at have uvilje mod noget hårdt, der har ramt os, men på længere
sigt blokerer nej’et for, at noget kan ændre sig, og at noget nyt kan spire.

Vi kan eksperimentere med at gøre vores holdning lidt mindre stiv i hverdagen. Vi kan forsøge et lille ja og så mærke og rumme den modstand, som måske opstår. Så snart modstanden er set, begynder den at bevæge sig. Det samme gør det, der føles vanskeligt, når vi kan nærme os det med mere kærlige og omsorgsfulde øjne.

Denne måde at være til i livet på, som vi kalder mindfulness, øger vores kapacitet for at rumme. Vor organisme mærker ønsket om at rumme, og herfra sker udviklingen. Under træningen af mindfulness kommer tanker som: „Hvad skal jeg lave til aftensmad?“. „Jeg skal huske at gå med hunden“. „Dette fører ikke til noget“. Det er helt normalt. Når vi registrerer tankerne som netop tanker og blidt vender tilbage til at fokusere på kroppen, fortæller vi organismen, at vi ønsker at være nærværende. At vi lytter til det, som kroppen fortæller. Måske tænker vi, at det var bedre at bruge tiden på at løbe en tur eller at sidde sammen med vore børn og være nærværende med dem.

Sådanne tanker kan være forførende og svære at slippe, fordi de tilsyneladende er rationelle eller vigtige. Forsøg også at lade disse tanker ligge. Vær tro mod beslutningen om, at lige nu vil du intet andet end at være til stede med dig selv, som du er.

Det er ikke sådan, at „ja“ er rigtigt, og „nej“ er forkert. Der må gerne være „nej“ i os. Der må gerne være modstand og fravær af accept. For i det øjeblik, vi helt kan tillade også fravær af accept, er der jo accept. Så mindfulness handler om at åbne til lige præcis det, der er. Vi skal ikke noget bestemt, når vi praktiserer mindfulness, ud over at være der for os selv.

Vi træder lidt tilbage og mærker os selv og hvad der foregår. Medfølelse med os selv, for vi har ikke valgt at spænde op eller have dømmende tanker. Vi har hver især en baggrund og en historie, der har udløst disse mekanismer. Så med blidhed giver vi alt lov til at tage sin plads.

Det kan forekomme svært, men det er en vej jeg går med mine mindfulness kursister igen og igen. Tag nu Trine som eksempel. Trine er 34 år og har kroniske smerter i ryg og ben på grund af en bindevævssygdom og skader efter en trafikulykke. I starten af kurset blev hun vred, hver gang hun blev bedt om at vende blikket indad og mærke sin krop, for hun havde brugt al sin energi på netop ikke at mærke.

De andre på holdet fortalte om at føle sig afslappede og have det rart, og det kunne hun slet ikke genkende. Hun følte at hun skulle gå imod de instinkter, der bød hende at løbe langt væk fra det,der gjorde ondt. At mærke det, som hun var bange for, var enormt svært. Hun følte sig som en løve i et bur. Enormt frustreret, og hver meditation var som tortur. Til sidst besluttede hun at give det en måned og så se, om noget var ændret. Efter nogen tid faldt hun i søvn, når hun lavede øvelsen. Det var et fremskridt. Derfra begyndte hun at kunne være mere i smerten og acceptere dens eksistens. Trine oplevede det som, at hun og smerten til sidst lærte at stå ved siden af hinanden i kroppen. Det var stadig ikke rart, men en vigtig milepæl for hende.

Efterhånden blev hun ikke længere så irriteret, når hun mærkede smerten. Hun begyndte at opleve, at hun kunne have det godt samtidig med, at den var der, og det var helt nyt. Det betød, at hun holdt op med at gå i panik og tage en masse smertestillende, når der var optræk til, at smerten tog til.
I dag kan hun bedre mærke, hvor hun selv er henne. Mindfulness er blevet et sted, hvor hun har helle, og en måde at tale med kroppen på og høre, hvad den vil. Vil den have en ekstra pille, eller trænger den bare til ro? Længe måtte hun lave en fuld meditation, før hun kunne mærke, hvad kroppen bad om. Nu kan hun med stille accept vende sig i mod åndedrættet, finde ro og retning.

Du kan læse mere i min bog ”Fra krise til kærlighed - Mindfulness når livet er svært”.

Du kan købe bogen ved at klikke på titlen her: Fra krise til kærlighed  

Eve Bengta Lorenzen er i færd med at lade mindfulness indgå et tilbud til Rigshospitalets patienter med smerter og til patienter med kritisk sygdom. Bogen favner dog langt bredere da mindfulness er en måde at være i verden på med mere indre ro i hverdagen og mere psykisk og fysisk velbefindende generelt. 
Bogen udkom på Borgen 2013. 

Om forfatteren:
Eve Bengta Lorenzen er en pioner indenfor mindfulness i Danmark, uddannet MBSR Instruktør hos Jon Kabat-Zinn, Center for Mindfulness, University of Massachusetts, og bidrager til forskning og udvikling af området i samarbejde med bl.a. Rigshospitalets Smerteklinik og Center for Forskning i Eksistens og Samfund ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet.
Eve uddanner og superviserer mindfulness instruktører, skriver bøger, udgiver CD’er og afholder kurser, foredrag og retreats m.v. indenfor området mindfulness.