Svedehytte - at lære at lytte er nu menneskeligt

Der sad en dag en indianer i mit køkken. Med kulsort hår ned til navlen og gnistrende sorte øjne. Han spiste bacon og æg, hjemmebagte boller med ost og drak smoothie. Han var blevet kæreste med en god ven af huset og var med til brunch. George er rejsende i indianske ceremonier the Lakota Way - og George's way...

På turen i solskinnet over de sjællandske marker fortalte han han om ritualerne; svedehytten og Vision Quest. Jeg vidste med det samme at jeg skulle på Vision Quest; 2 døgn helt alene med mig selv... naturen og universet. George var interesseret i at afholde ceremonier hos os og planer begyndte at tage form.

Temperaturen faldt til frysepunktet på fjeldet ved Røros i Norge og jeg var glad for det uldtæppe jeg i sidste øjeblik havde taget fra svedehytten da vi begav os ud på Questen. De andre questere havde haft soveposer og underlag med, men i kompromisløs stil havde jeg tænkt at prærieindianernes ritualer ikke havde komfort som bestanddel... Men tæppet lunede lidt. Vi var forberedt med en svedehytte hvor vores intentioner var blevet klarere, jeg selv vidste at jeg søgte bekræftelse på mit arbejde med dyr på det tidspunkt som dyreadfærdsterapeut. "blive klarere på egen vilje" hed det i bønnen.

Jeg døsede i korte perioder inden kulden vækkede mig og jeg måtte bevæge mig igen; i gang, i dans i løb i sang for at få varmen. "Hvad er det jeg vil"? Have varmen! Og med Vision Questens enkelthed og tydelighed var svaret let: Bevæg dig! Og varmen kom. I den tynde fjeldluft trådte sammenhænge frem, problemer viste deres enkle løsning. En kvinde jeg havde svært ved at få på plads i mit system,- hun gik mig på nerverne -  havde valgt at placere sig på en bakke 100 meter over mig. Til at starte med blev jeg irriteret; hvorfor skulle hun sidde dér? Så jeg kunne kigge på hende og omvendt. Senere kom dét: Der er jo intet jeg kan gøre ved dét, så accept, accept, accept - bevægelse til nye følelser.

Jeg vågnede anden nat halvt mellem drøm og virkelighed, præget af ingen reel søvn og ingen mad og drikke i snart to døgn. Foran mig så jeg dyr, eller rettere figurer af dyr. I massevis. Jeg blinkede med øjnene og tvivlede et øjeblik: var det virkeligt? Så forsvandt de med det samme. Jeg døsede i kulden. Da jeg vågnede igen så jeg det samme billede: Stenfigurer af dyr over det hele. Denne gang forsøgte jeg bare at se uden at dømme eller tvivle - at være der og opleve. Figurerne så gamle ud og stod spredt ud i en sænkning i et landskab der ikke lignede det jeg havde kigget på hele dagen. Tiden havde slidt på dem, planterne groede op ad dem og jeg fik associationer til templer i junglen. Gamle forlængst forladte templer. Et tempel for dyrene. En gren bevægede sig foran mine øjne. Var den fra mit syn eller fra den anden virkelighed? Ved denne overvejelse forsvandt templet, jeg strakte min krop og rejste mig for at danse og synge varmen ind i kroppen.

Og det med dyrene? De er overalt i mit liv. Jeg træner heste, bor med hunde, rådgiver ejere og laver hesteassisteret terapi og tilbyder som den første i DK til august en 2-årig uddannelse i Hesteassisteret terapi.

Og det med indianerne? George sagde en dag at han syntes jeg selv skulle lede ceremonier. "Det' godt med dig, tænkte jeg, du er jo rigtig indianer" Efter et par år havde jeg samlet mod og leder i dag ceremonier. Som George svarede en dag en deltager spurgte ham hvilken stamme han var fra? The human tribe!

Ugh! Troels

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Svedehytte - at lære at lytte er nu menneskeligt