Selvudvikling med indiansk visdom

Anonym

Jeg lærer, at jeg er den mest unikke og specielle manifestation universet har skabt.

Den sætning fik jeg på den første aften i et forløb der hedder ”Ten Sticks of Happiness” – en selvudviklingsrejse ind i Lakotaindianernes livsfilosofi og visdom.

Vi var seksten mennesker i en gruppe, der efter tur sagde ordene højt i en cirkel. Jeg husker tydeligt den lidt flove og underlige fornemmelse vi alle havde.

Vi blev opfordret til at sige sætningen højt, og stampe den ind i kroppens celler, som en sandhed om os selv, hver især, gennem tre uger.

På det tidlige tidspunkt i min træning i indiansk visdom forstod jeg dét, at sætte mig selv i centrum, som egoistisk, selvhøjtideligt og selviscenesættende – meget svært at tage ind.

Til gengæld så kendte jeg flere udsagn fra det modsatte perspektiv alt for godt: ”Jeg duer ikke til noget”. ”Jeg er grim”. ”Jeg er kedelig”. De kom fra én af mine indre stemmer. En indre dommer, som holdt mig på plads ved at tænke eller sige sætningerne højt for mig selv. Det gjorde mit lille jeg endnu stærkere og mig selv mindre og indskrumpet.

Den flove og underlige fornemmelse jeg havde, den første aften på Ten Sticks of Happiness, ser jeg i dag som en reaktion fra min indre dommer. Her kom noget, der sagde ham imod. Noget, der ville den modsatte vej. Et udsagn, der nærede og styrkede det store jeg – det højere selv. 
Samtidigt så står udsagnet også i kontrast til Janteloven, der i sine beskrivelser og definitioner af, hvordan jeg som menneske skal agere, nærer den selvopfattelse, at jeg skal ikke tro jeg er noget.

• Hvis jeg administrerer et syn på mig selv som værende unik og i centrum fra det lille jeg og jeg går ud i verden for at tage til mig selv, så nærer jeg misundelse, grådighed, udnyttelse…
• Hvis jeg administrerer et syn på mig selv som værende unik og i centrum fra det store jeg, det højere selv, og giver af et godt hjerte, fordi jeg véd at jeg får mere tilbage, så nærer det fred i mennesker og mellem mennesker.

Det at se sig selv som unik kan ikke stå alene - det forpligter. 
Forpligtelsen ligger i, at give ud af alt det jeg har, det jeg kan og den jeg er, til det fælles.
Det handler om, at løfte og styrke andre mennesker fra det sted hvor jeg er og i alt det jeg gør.
Alle tanker, ord og handlinger skal være uselviske. Uselviske fordi jeg ved, at jeg er afhængig af fællesskabet. Uden det fælles var jeg ingenting. Det er gennem det fælles, at jeg mærker hvem jeg er.

Vi kan alle skabe en forandring i os selv mod at se os selv som unikke og herefter lade den flyde ud i verden omkring os. Det handler om at starte et sted.

• Lig i din seng om morgenen før du står op og værdsæt, det du har og den du er. Det giver dig en energi af taknemlighed og det styrker din evne til at være ydmyg.
• Stil dig foran spejlet og sig til dig selv: ”Godmorgen. Jeg har nogle smukke øjne. De er smukke fordi de kan se gennem ydre lag og få øje på det smukke i andre”.
• Gå ud i din dag og giv af et godt hjerte.

Disse tre små metoder har skabt stor forandring for mig i mit selvbillede. når jeg lever og praktiserer dem, så er jeg også i stand til at sige til mig selv: "Jeg lærer, at jeg den mest unikke og specielle manifestation universet har skabt" - og jeg gør det med god samvittghed. Walk the Talk.

SingingWolf