Selfies - er det dårligt at være selvoptaget

Anonym

-og er det kun dårligt at være selvoptaget? 

Jeg hørte forleden en mand fra den ældre generation udtrykke sig med foragt om ungdommens dyrkelse af sig selv ved konstant at tage selfies. 

Og jo, det kan da tage overhånd.

Men efterfølgende kom jeg til at tænke mere over det. Om jeg egentlig var enig. Om det at tage selfies nødvendigvis er et udtryk for, at man er meget selvoptaget.

I min optik kan man sagtens tage billeder af sig selv og samtidig være et meget givende og opmærksomt menneske. 

Omvendt kan man godt være et menneske, som aldrig ville finde på at tage et billede af sig selv, men som i sociale rum fremtræder meget selvoptaget ved konstant at tale om sig selv uden at spørge til andre.

Og sådan oplever jeg faktisk flere fra den ældre generation. Jeg hører ofte fra både mine klienter og venner, at de savner en oprigtig interesse i deres liv fra deres forældre. Mange er frustrerede over, at deres forældre kun taler om sig selv og ikke rigtig hører efter.

Men som med alting handler det om balance. At man både kan være usundt selvoptaget og sundt selvoptaget.  Og hvordan er man så sundt selvoptaget?

Efter min opfattelse, er det sund selvoptagethed at være nysgerrig på sig selv. Nysgerrig efter, hvem man er inde bag alle maskerne. Åbenhed for at blive klogere på sig selv og sine mønstre. Lyst til at  arbejde med sig selv. 

Nogen mener, at folk idag bruger alt for meget tid på selvudvikling og på at “pille i deres egen navle.”

Min erfaring er, at jo mere man fornægter sine følelser og sin fortid, jo mere er man fanget i sine følelser og fortid og jo mere selvoptaget, er der risiko for, man bliver. 

Hvis man ikke evner at have kontakt med sig selv og sit indre, er det meget svært at skabe dyb kontakt til et andet menneske. 

Jeg har den dybeste respekt for de mennesker, som jeg møder i terapi-rummet. Det kræver stort mod at se på sig selv. Det kræver virkelig styrke at mærke sårbare følelser, som de måske har brugt et helt liv på at holde nede.

Jo mere man arbejder med sig selv gennem meditation, selvudvikling og terapi, jo mere har man også at give til andre mennesker i form af nærvær og empati. 

Når vi lærer at favne vores egne sårbare følelser og have medfølelse med os selv, bliver vi frie til at være dem vi er. Når vi rummer os selv, bliver vi også i stand til at rumme andre med oprigtig medfølelse og interesse og sætte os selv til side i mødet med et andet menneske.

Så nej, det er ikke nødvendigvis dårligt at være selvoptaget. Når bare det er en sund form for selvoptagethed. 

Kærlig hilsen

Lotte Palsteen

__________________________