Særligt sensitiv - sådan får du mere styrke

Anonym

Det er meget naturligt, at vi som er særligt sensitive har en frygt for at blive overstimulerede og så er det at sneglehus-effekten, som jeg kalder den, oftest tager over. Vi kryber ind i os selv og i vores hjem, fordi vi bliver bange for den barske verden derude fuld af kaos og stimuli. 

Jeg kender det. Alt for godt. Og hvis du er særligt sensitiv, så er jeg næsten sikkert på, at du også kender til det.

Vi har i perioder mere end god grund til at trække os tilbage for at restituere vores nervesystem og jeg er ambassadør og fortaler for at retræte er både værdifuldt og eksistentielt. Som særligt sensitive skal vi bare også være opmærksomme på, at vi ikke udelukker os selv. At vi ikke altid forbliver derhjemme, hvor der er allermest trygt og sikkert.

Mange af os har nemlig tendens til at stagnere og være passive i vores eget liv og tilværelse. Pludselig bliver livet meget ensomt og gråt bag vores egne 4 vægge. I et forsøg på at beskytte os selv, undgår vi en masse sund udvikling. En masse læringsprocesser, som livet har til os. Vi må hver især være bevidste om at finde balancen mellem derhjemme og derude. Når vi er ude i verden, så bliver vi tit overstimulerede. Det er et faktum. Jeg tror på, at det vil hjælpe os at se på overstimuleringen anderledes. Den er kommet for at blive og den har også en lærdom til os. Vi kan ikke undgå den og det bør vi heller ikke altid. Hvis vi hele tiden forsøger at undslippe, så har frygten magten over os.

Derfor må vi acceptere ubehaget, når det ankommer og lære at håndtere det. Det er første skridt på denne her sensitive livssti. Nogle gange har vi brug for at trække os ud af og væk fra en situation. Det er som det skal være, når nervesystemet siger fuldstændigt fra, kroppen lukker ned og vi vitterligt ikke kan rumme mere.

Men hvad kan vi gøre, når det ikke er en mulighed at trække os. Når ansvaret kalder og du ikke kan løbe fra en hel weekend med familien, arbejdsopgaver, arrangementer, receptioner, fødselsdage, jul osv.?

Hvad kan vi gøre, når vi ikke tør at mærke os selv og hele det intensive følelsesregister, som vi har fået foræret fra naturens side og i stedet lever et liv oppe i hovedet?

Jeg har gravet i alle hjørner af mit sind i rigtig mange år og har fundet ud af, at der er en masse ting vi som særligt sensitive skal være meget opmærksomme på og bevidste om, således at vi kan bibeholde vores energi, få mere styrke og selvregulere vores følsomme nervesystem. 

Først er det er vigtigt at finde ud af, om du sidder fast i Karpmans drama trekant. Den Amerikanske psykiater og psykoanalytiker, Stephen B. Karpman, forsøgte ved hjælp af drama trekanten, at beskrive dynamikken i dysfunktionelle relationer.

De tre roller består af: offer, krænker, redder.

Et psykologisk spil, som mange af os ubevidst udlever, hvor vi er fanget i de her 3 roller. Som regel har vi alle sammen en favoritrolle. En rolle, der i højere grad end de andre, kendetegner vores personlighed.

Mange særligt sensitive skifter imellem at være offer og redder.

Vi har en masse empati for verden og for vores medmennesker og har en følelse af, at vi kan og skal redde dem. Modsat har vi også en tendens til at gå overdrevet ind i offerrollen.

Vi synes, at det er mega hårdt at være så sensitive, og føler, at alle de andre er stærkere end os og at vi er det svage led i kæden.

Kender du det?

Har du tendens til at synes, at det er hårdt for dig altid at være hende/ham den sensitive? Måske kan du ikke slippe din særligt sensitive offerrolle, som er blevet lidt af din identitet. Måske bruger du det som en undskyldning for ikke at tage ansvar og du forsvinder ind i din egen offer verden, hvor du er helt opslugt af dine problemer og har ondt af dig selv?

Sjældent er vi som særligt sensitive krænkeren i vores forhold til andre mennesker, da vi af natur er empatiske væsener. Det sker mange gange først, når vi er presset helt derud, hvor vores reptilhjernen styrer vores adfærd og vi reagerer uhensigtsmæssigt som resultat af overstimuleringen.

I et forsøg på at forsvare os selv, går vi til angreb.

Når du har fundet ud af, om du udspiller dette drama, så har du et bevidst valg til at gøre noget andet end det vanemæssige.

Jeg lover dig, at det kan frigøre en masse fastlåst energi og give dig meget mere overskud, når du er blevet bevidst om dette usunde drama.

Et andet mentalt mønster vi har tendens til at udleve er, at vi identificerer os så meget med dette særligt sensitive karaktertræk, at vi har givet afkald på vores indre styrke.

Måske har du identificeret dig så meget med at være SÆRLIGT SENSITIV, at du har glemt og helt undertrykt dine styrkesider?

Ser du lige pludselig kun dig selv som skrøbelig og svag?

Hvis dette er sandt for dig, så kan du næste gang, at du er i en situation, hvor du er overstimuleret, minde dig selv om, at du også besidder en stærk egenskab, som sagtens kan klare udfordringer. Mind dig selv om, at du har gjort det så mange gange før. Det er ikke en nem øvelse, når vi har det skidt, men nogle gange er vi simpelthen nødt til at have kontakt til vores indre kriger og skrue op for vores overlevelsesinstinkt i stedet for at gøre os små og svage. Der er en del af dig, som ikke giver op. Som er stærk. Det handler ikke om at undertrykke din tilstand af at føle dig fysisk og mentalt drænet, men når du alligevel ikke kan forlade situationen, så kan det hjælpe at aktivere dit overlevelses instinkt.

"Jeg har løbet fra tigeren (læs: jeg har siddet i det her selskab) i 5 timer nu og jeg er nødt til at fortsætte. Jeg ved, at jeg kan klare det, for jeg er også stærk."

Hvis du føler dig provokeret af det her råd, så er jeg sikker på at netop du, har brug for noget mere rå viljestyrke og gå-på-mod i dit liv. Der er simpelthen nogle situationer, som vi ikke bare lige kan slippe ud af, selvom vi er drænede og trætte. Hvis du alligevel ikke kan ændre på omstændigheden, så kan dette mindset gøre en stor forskel. 

Hvis vi hele tiden kun lytter til vores personlige grænse, så kommer vi til at leve en smule begrænset. Vi er tit nødt til at strække os ud over den personlige lyst og det personlige behov og anstrenge os, især fordi vi ikke altid har et valg.

Der vil altid være en impuls styret del af os, der har allermest lyst til at skrige ”hold nu kæft” pga. larm og stimuli, men der er også en anden del af os, som tænker målrettet (frontallappen). Denne del ved, at for at bevare vores relationer, så er vi nødt til at strække os, ekspandere og reagere hensigtsmæssigt.

Når vi ikke trækker os bort eller undviger, men i stedet får skabt plads indeni. Fra dette sted, kan vi acceptere vores følelser, selvom larmen forbliver den samme. Når jeg formår det, så er jeg pisse stolt og føler, at der er rum indeni til at være mig. Og samtidig kan de andre være dem.

Jeg er lidt mere fri og føler samtidig at jeg har udviklet mig. Selvom jeg stadigvæk befinder mig midt i et ydre kaos, så føles kaoset ikke så stort indeni, for der er en smule mere accept. En indre rummelighed, hvor jeg bliver rummelig overfor selve rummeligheden.

”Jeg kan faktisk ikke rumme det her og det er okay”.

Som mor bliver grænserne hele tiden testet og det er hårdt at være på i sit eget hjem, som engang i tidernes morgen for mig stod for afslapning og var et helligt sted, hvor jeg kunne lade op. Sådan er det ikke mere i et familieliv. Her er jeg konstant ude over, det jeg troede, var min egen grænse. Det er en svær situation, for man kan ikke bare lige komme ud af den eller flygte fra sit ansvar. Man kan som særligt senstiv føle sig ret kvalt uden sit eget private space. Og her er det netop vigtigt, at vi har nogle teknikker til at kunne blive i det ubehagelige uden at give op eller blive helt fraværende.

Som særligt sensitiv skal vi være enormt opmærksomme på vores selvkritiske tanker. Alle har dem, men fordi vi er en minoritets gruppe, så er det min teori, at vi kollektivt lider af et lavt selvværd, fordi vi helt naturligt føler os anderledes og udenfor. Vi har tit tankemylder og det hele kan føles som et stort kaos, hvor vi ikke kan finde ud af hvad der er vores følelser og hvad der er de andres, fordi vi fornemmer så mange ting på én gang.

Mange gange overstimulerer du jo rent faktisk dig selv med dine egne selvkritiske tanker. Du har allerede drænet hele dit energisystem med en negativ indre dialog, inden du træder ud af døren.

Hvad kan vi gøre ved det. Er det noget vi bare må lære at leve med? Ja og nej. Tit lider vi, fordi vi forsøger at flygte fra denne ubehagelige følelse, da vi dømmer den forkert og skamfuld. Men hvis vi tør at nærme os den og opleve den direkte, så er det min oplevelse, at den ikke har ligeså meget magt over os og den kan ikke styre vores adfærd i samme grad.

Arbejd med at mærke dit mindreværds kompleks, dit sårede barn, uden at du behøver at fikse det eller gøre noget med det. Se om det er muligt at nærme dig denne her følelse og få fred med, at den ikke er forkert. Den må godt være her. Men den behøver ikke at styre hele dit liv. Se om du kan lade være med at flygte fra denne følelse, men heller ikke lade dig opsluge af den, så den handlingslammer dig. 

Sneglehuset er trygt og rart at være i, men det er ude i livet, at vi for alvor mærker vores følelser og møder de sider af os selv, som vi har brug for at acceptere og tage hjem. Sagt med andre ord. Det er ude i livet, at du udvikler dig blandt alle de andre mennesker, som lærer dig en masse om dig selv. Og ved du hvad? Alle de andre derude i verden har brug for dig. Træk dig tilbage, når det virkeligt er nødvendigt, men glem ikke, at der også er et arbejde, der skal gøre. Verden har brug for din empati og medfølelse. Gem ikke dig selv af vejen, fordi du er bange for at blive overstimuleret. Accepter dine følelser. Accepter. at du ikke kan acceptere dem. Accepter din modstand. Livet gør ondt og det må det godt. Giv slip på din overbevisning om, at det er forkert at være så sensitiv, fyldt op, overstimuleret, stresset, angst. Tillad det. Jeg lover dig, at der bliver frigivet en masse energi, som du så kan give videre. Så vil det føles som en gave at have dette karaktertræk.

Din medfølelse og empati er en værdifuld foræring til verden og der medfølger et ansvar (pisse irriterende, I know). Så kom ud af sneglehuset og vid, at du også er stærk. Der er brug for dig derude. Virkelig!

Christel Kiss 

__________________________