Mindfulness og vejrtrækningsøvelser gavner mod stress

Bevægelse og (fysisk) aktivitet står højt, måske højest, på værdiskalaen hos rigtig mange mennesker. Deres kalender er fyldt godt op med arbejde, sociale aftaler og aktiviteter samt sport og motion. De er hele tiden på farten, på vej et andet sted hen og afhængige af apps til at dokumentere deres færden og præstationer. Det regnes ikke længere for noget, når du fortæller at du har løbet en tur. Men hvis du kan dokumentere at du faktisk har løbet dén tur, og hvor længe og langt du løb, og hvor, så er din præstation godkendt.

At gå hjem og holde fri er blevet afløst af at gå til noget. Det er blevet det nye mantra: ”At gå til noget”. Men at gå hjem efter en lang dag på arbejdet for at slappe af, lade op og være sammen med sine nærmeste regnes næsten ikke længere som godt nok. Det klinger gammeldags, hvis du tager direkte hjem efter arbejde og ikke har flere planlagte aktiviteter den dag. Jeg prøver at prale med at jeg ikke går til noget, men ind i mellem kan jeg godt have oplevelse af, at det falder helt til jorden…

Udadtil er du kun en succes, hvis du både jonglerer med arbejde, sport, børn og andre prestigegivende aktiviteter. Der er i samfundet i dag en forventning om at vi som individer forfølger vores egne ambitioner, også når det gælder fritidslivet. Ambitionerne i arbejdslivet har bredt sig til fritidslivet i form af ambitioner om at gennemføre allehånde ekstreme sportsaktiviteter som vi er kommet til at opfatte som helt normale, med maratonløb som det bedste og mest udbredte eksempel.

 Hvad gør det ved os, denne konstante forventning om bevægelse og aktivitet?

Vi bliver forpustede, helt bogstaveligt. Vi har glemt hvordan vi trækker vejret rigtigt. Det betyder blandt andet, at vi går rundt med spændinger i kroppen og at vi ikke trives.

Mange stressramte har en overfladisk vejrtrækning og derfor bør mindfulness, meditation og vejrtrækningsøvelser indgå i ethvert seriøst afstressningsforløb.

Jeg plejer at guide min klient til at mærke efter, hvad kroppen fortæller ham eller hende, og jeg leder altid klienten i retning af at droppe alle kravene om at præstere og i stedet for nyde at gøre tæt på ingenting. Mange har simpelt hen glemt hvordan man sætter tempoet ned, det forhøjede aktivitetsniveau bliver opfattet som normalt og nødvendigt, men kan i værst tilfælde være meget skadelig for den sundhed du måske ellers jagter på din løbetur.

Vi har nemlig undervejs mod alle vores mål og præstationer glemt at nyde det vi foretager os. Løbeturen (eller hvad det nu er) er blevet endnu en præstation der skal krydses af i det i forvejen overfyldte skema over hverdagen.

Jeg vil gerne slå et slag for at sætte tempoet ned og skrue helt ned for præstationsræset. Gå en tur og træk vejret imens. Du får rigtig god og sund motion på den måde, uden overbelastning og i et tempo hvor både krop og sind kan følge med. Og gå så hjem og gør ingenting bagefter, og pral med det i morgen!

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Stress - mindfulness og vejrtrækningsøvelser gavner. Læs hvorfor