

"Ta’ da med ind til Jazzfestivalen og hyg dig! Du skal jo ikke noget.”
Sådan sagde ham, jeg bor sammen med, da jeg overvejede at springe fra en gammel aftale om at tage til København med et par gode venner – for anden dag i træk. Kroppen værkede, hovedet summede, og sådan set råbte alt op om, at jeg i stedet skulle tage en rolig dag hjemme. Alt – bortset fra hovedet, som havde vældig lyst til en hyggedag i jazzens tegn. Men. Kroppen vandt. Jeg blev hjemme.
Jeg overhørte alle signaler
Det er ikke sjældent, jeg ender i dilemmaer som dette. Som temmelig introvert og meget sensitiv bliver jeg hurtigt fyldt op af indtryk og bruger meget energi på for eksempel at køre bil ind til København. Derfor står jeg (alt for) tit i situationer, hvor jeg meget gerne vil noget, som jeg faktisk ikke orker. Det kan være utroligt svært at forstå for mennesker, som ikke bliver overstimuleret, at der også er et stimulations-energi-regnskab, der skal gå op, hvis jeg skal kunne nyde de ting, jeg gerne vil med hovedet.
Selv om det på ingen måde er let for mig at takke nej til gode oplevelser, så har jeg efterhånden lært at gøre det alligevel. Som min gamle lærer på Journalisthøjskolen sagde, så er for meget af det gode også for meget.
Jeg har været verdensmester i at overhøre min krops signaler. Ja, faktisk kendte jeg dem ikke engang. Jeg levede 100 % i hovedet og gjorde alt det, man forventede af mig. Det andre havde lyst til. Det jeg regnede med ville passe ind. Jeg lyttede slet ikke til mig selv, og jeg er overbevist om, at det er en del af baggrunden for, at jeg endte med tyktarmskræft som 25-årig. Kroppen måtte tale med de helt store bogstaver.
Din egne grænser er helt rigtige
Kroppen fortæller os, når det er tid at slappe af. Og mens vi gør det, bearbejder den de indtryk, vi har fået, og rydder op i eventuelle ubalancer og småskavanker. Så er vi klar igen. Men - hvis vi ikke lytter til vores krop, så må den tale med større bogstaver næste gang. Så handler det måske ikke bare om træthed og en snert af hovedpine men om decideret sygdom. Den klassiske lige nu er jo at lægge sig med forkølelse eller influenza med det samme, ferien indfinder sig – fordi vi har overtrukket energikontoen og må bruge en del af ferien til at rette op på regnskabet.
En af tilhørerne til mit foredrag ”Min spirituelle krop. Bag om sundhed og sygdom” i juni fortalte, at hun var flexjobber og på den måde havde fundet den rigtige balance for hende. Det gav en god snak om, at der faktisk ikke er plads i vores samfund til at have brug for at trække stikket ind imellem. Vi knokler løs – både på job og i fritiden – og dæmper kroppens forskellige advarselsråb med smertestillende piller, sovemedicin og forskellige typer af lykkepiller. I den allerbedste mening, fordi vi vil have det bedste ud af alting. Inklusive vores ferie, hvor vi lægger en masse planer – måske så mange, at vi slet ikke har tid til at slappe af.
Man kan stresse på mange måder. Og for mange oplevelser er en af dem. For meget af det gode er også for meget. Vi har simpelthen brug for at bearbejde indtryk og give kroppen tid til at komme til hægterne igen. Hvor tit og hvor længe er der forskel på. Og netop derfor er det så vigtigt at lytte til din egen krop og være tro. Mod dine egne grænser.
Lise
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarerGodt indlæg, Lise. Jeg har også skullet lære for mange år siden at det var okay at have et andet behov for opladningstid end dem som får energi af en masse mennesker og indtryk. Sikke en befrielse når det endelig går op for en. :-)