Et lykkeligt liv hvordan begynder det?

Et lykkeligt liv hvordan begynder det?

Skal vi have nyt badeværelse for friværdien er det færdige resultat som oftest et produkt af en række bevidste valg. I uge eller månedsvis har vi gransket kataloger og hjemmesider. Hele lørdage er brugt på at opsøge specialbutikker, hvor vi kan få lov at røre fliserne og beslutte om amarturet har den helt rigtige feeling.

Ikke et ondt ord om at bruge tid på vigtige beslutninger hvad angår boligindretning. Man risikerer jo at skulle leve med badeværelset hele livet. Eller... nå ja... til man flytter eller river det ned igen, fordi olivengrønne kakler fra gulv til loft alligevel ikke var langtidsholdbare.

Det der kan undre mig som jordemoder er, hvordan beslutningen om hvor og ikke mindst med hvem man skal føde sine børn kan overståes på et splitsekund hos den praktiserende læge. De færreste kvinder får at vide at de rent faktisk har valgmuligheder. Mulighed for - og lovsikret ret til- at føde deres barn hjemme med bistand fra en autoriseret - og i Danmark yderst kvalificeret - jordemoder. Og at hjemmefødsel er et sikkert og trygt alternativ til hospitalsfødslen, som nedsætter risikoen for indgreb betydeligt.

Hvis det stod til mig skulle den praktiserende læge ikke nøjes med venligt at mumle; "nå men du skal vel føde på Rigshospitalet, når I nu bor på Østerbro", men i stedet udlevere et fødekatalog (i stil med det med fliserne - bortset fra at fødslen selvfølgelig ikke kan laves om).

Mulighederne ville f.eks være; hvad er jeres livsværdier og hvordan sikrer I at de danner baggrund for fødslen af jeres barn? hvad er vigtigt for jer i modtagelsen af jeres barn? Skal barnet fødes hjemme, i vand, stående eller er I ligeglade bare det er hurtigst muligt overstået? Hvem bestemmer hvad en god fødsel er for jer? Hvordan skal stemningen være i de allerførste timer af barnets liv? Hvad er tryghed for jer? Er det vigtigt at føde med en jordemoder I kender fra graviditeten? osv osv.

Som det forhåbentlig allerede står klart har jeg ingen intentioner om at alle skal vælge en vandfødsel i deres egen stue med kendt jordemoder. Ligesom vi har forskellige præferencer når vi vælger badeværelsesfliser har vi det også når vi vælger hvor og med hvem vi vil føde vores børn. Det afspejler statistikken ikke i dag hvor ca 99% af alle fødsler foregår på en specialafdeling med mellem 2 og 6000 fødsler årligt.

Hvor og hvordan begynder jeres barns lykkelige liv?

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Kære Anne

Jeg kan ikke være mere enig, og desværre har dette ikke ændret sig de sidste 25 år.

Da jeg for 25 år siden var gravid med mit første barn, blev jeg spurgt hvor jeg ville føde. Da som 19 årig ikke havde skænket dette en tanke, spurgte jeg hvor jeg kunne føde, og jeg fik at vide at jeg kunne vælge mellem to hospitaler. Da jeg senere i graviditeten sagde, at jeg gerne ville føde ambulant, fik jeg at vide at det var temmelig uansvarligt af en så ung mor. Dette førte mig til bibliotekets hylder for at søge litteratur, der kunne støtte mig i min holdning, og førte i sidste ende til at jeg valgte at føde hjemme. Dette var selvfølgelig bare endnu mere uansvarligt.

For mig var det imidlertid dybt ansvarligt, og det helt rigtige valg.

I årerne efter fødte jeg yderligere to børn hjemme, og nu var der ikke længere nogen der stillede spørgsmålstegn ved dette. men det var udelukkende fordi jeg havde gjort det tidligere. Der blev stadig ikke informeret om muligheden, og den dag idag betragtes hjemmefødsel stadig af mange, som et yderst risikabelt alternativ til en hospitalsfødsel.

Ærgeligt, da en hjemmefødsel i mine øjne er en fantastisk start på livet i rolige og fredfyldte omgivelser.

Det vigtigste for mig at se, er ikke om man vælger det ene eller det andet, men at man har mærket efter, hvad der vil være det bedste for en selv at gøre.

Og det gælder jo ikke kun her, men i alle livets spørgsmål:-)

De bedste hilsner Lone Eleonora

Et lykkeligt liv hvordan begynder det?