Carpe Diem - det umulige i at holde fast i nuet

Anonym

Carpe Diem - og det umulige i at holde fast i nuet

At holde fast ved livet, er meget som at holde en nævefuldt tørt fint sand. Uanset hvordan du holder det, vil det sive ud af dit greb og du vil miste det hele. Kun et enkelt eller to sandskorn er tilbage når du åbner hånden for at betragte dit sand, din sandhed. Og fordi du åbner mister du også dette. På gulvet ligger en smule sand uden navn eller ejerskab.

Jeg har sovet uroligt i nat drømmejukeboksens skive havde hak i, så det blev gentagelse på gentagelse, og alligevel med skift. Gennemgående lydbaggrund, er en sonate af Beethoven, anden satsen fra ”Pathetique”.

Og hvad er egentlig drømme? Eller dette NU! Andet end en iagttagers / observatørs blitzagtige seen af den vibrerende energisuppe som nu’erne manifesteres i, når der altså er en der kigger. Selv i nuet er der skift, alt er på vej… frem og tilbage op og ned, ud og ind… galakser dannes og forsvinder … jeg synes jeg er et jeg der sidder og skriver på en MacAir. Alt er et som et sittren en momentan gåsehud på den kosmiske overflade. Bortset fra at overflade ikke er korrekt, for det forudsætter der er noget indenfor  og noget udenfor.

Det er 30 oktober, ”sommertiden” er afsluttet og jeg sidder her med morgenhår, på/ i sengen  og skriver mens gyldenbrune bladene rasler stille ned mod den jord der hellerikke er der.

Sandhedskorn på sandhedskorn siler ud af min hånd, og jeg tror stadig at livet er inde i håndens omklamrede småkorn, at jeg kan holde på det, vende det og dreje det som et andet eksotisk objekt, bevare det og gemme det til bedre tider, nøjes med at kigge på det, betragte det og have det ”altid”.

Og det holder ikke… det virker ikke som om det gør i dette brændende nu, og stadig denne klamren, denne fysiske angst for at miste ved at give slip. Klamheden ved tanken om at ”om lidt” ikke er ”engang”, men måske dette NU!

Jeg har haft en klarhedsvision i mange år, at jeg vil dø som virkelig gammel (mange år stadig fra dette nu) og det har givet mig så megen ro undervejs, vidende at det var ikke ”NU” da jeg blev kørt ned på cykel og mødte asfalten så kontant at min mobiltelefon gik skilt ad, mens jeg blot blev øm, eller da jeg fald ned med TV på trappen og ku ha brækket hals og ryg. Der var der også ro, efter kortvarig tøven.

Og nu denne første dag med vintertid, normaltid, så ved jeg sletikke om visionen bliver sand, kun at jeg har haft den som støtte, som en kærlig stærk arm om skulderen undervejs… og måske kan jeg hvile mig ind i dette, at uanset om det er nu eller om disse mange år, eller endnu flere år, så er der noget der støtter, ind i oplevelsen af at leve, at sanse, at sandet måske drysser ned i en bunke for derved at skabe endnu et nyt liv, lissom alle sandhedskornene blot mumler lidt sammen og så har arrangeret en mulig rækkefølge og placering, en ny form.

Smerten er subjektiv, er ”min”, fordi ”jeg” så ”ved” at ”jeg” ikke er med i dette nye. Og hvordan kan jeg da vide dette så ego-sikkert? Måske fordi der er denne trang, at når der opstilles en række parametre og der så sættes et lighedstegn til sidst, så SKAL der kunne beregnes/ stå et SLUTRESULTAT på højre side af dette lighedstegn. Bingo, bottomline. Men i denne sammenfatning forsvinder og opløses alle delelementer og så er livet borte.

Det er jo så nærliggende at sige bingo: dette betyder at der ikke skal sammenfattes, at alle nuer skal have deres eget rum af intet- og alt-hed…? Og så sneg der sig alligevel et lighedstegn ind, suk.

Palle Jensen