Barndommen - oplevelser der styrer med usynlig kraft

Barndommen - oplevelser der styrer med usynlig kraft. Dit indre barn rumsterer i dit ubevidste sind.

Undrer du dig nogen gange over, hvorfor nogle oplevelser eller hændelser i dit liv, nærmest kan føles som en syl i sjælen eller i hjertet og få dig til at reagere ”mærkeligt”? Og over at følelsesmæssigt ubehag eller endda fysiske smerter rumsterer i dig, uden at du helt kan forklare hvorfor?

Årsagen skal højst sandsynligt findes i dit ubevidste sind. Den del af dit sind, der som en harddisk, lagrer alle oplevelser og dine fortolkninger af dem.

Det ubevidste sind fungerer som en automatisk maskine, der er designet til at fragte dig gennem livet på sikker vis, uden at du behøver tage bevidst stilling til alle handlinger, du foretager.

Dets fornemmeste opgave, er at sikre overlevelse, sikkerhed og tilpasset adfærd. Det betyder, at alt hvad der hænder for dig, ”fortolkes” gennem dette filter.  Helt konkret betyder det også at, hvis en oplevelse i første omgang, er blevet tolket som truende for dig, så er det den impuls, der udløses i dit indre, hver gang du møder en oplevelse, der ligner den oprindelige udløsende begivenhed.

Den automatiske impuls foregår på et ubevidst niveau, uden din bevidste indblanding.

Al viden om og indsigt i vores sind i dag, tyder på, at et sted mellem 95 og 100 % af informationerne og de automatiske respons´ i det ubevidste sind, grundlægges i vores barndom. Det vil helt konkret sige, at når vi reagerer på hændelser i vores voksne liv, sker det ubevidst fra det indre barns oprindelige oplevelse. Gennem livet lægger vi nye lag af ubehagelige oplevelser og følelser oven på den oprindelige oplevelse.

For de aller fleste af os, er dette grunden til, at vi meget ofte føler det som om, at en ”usynlig kraft” styrer os – i livet generelt, i vores relationer, vores længsler og vores tro på os selv og vores evner.

De ubevidste konklusioner vi foretager tidligt i livet, berører disse 3 helt centrale områder i vores liv:

-Om vi føler os elsket og værdsat, som den vi er

-Om vi føler, vi fortjener anerkendelse og succes

- Om vi føler, vi har berettigelse og er ønsket som menneske og hører til i ”flokken” og på jorden.

Vores evne til glæde, mening, at manifestere og have klarhed over vores ønsker, afhænger af hvor mange af vores ubevidste reaktioner, vi har bevidstgjort og frisat energien i.

Det indre barn består på den måde egentlig af de smertefulde konklusioner, vi ubevidst har ”vedtaget” tidligt i livet. De konklusioner der gør ondt, er dem der har vakt svære følelser som skyld, skam, afvisning, vrede og afmagt. Og det er dem, vi i vores voksne liv, mærker køre næsten på autopilot. Det mest selvkærlige vi kan gøre i vores voksne liv, er at møde og anerkende de følelser, der bærer smertefulde erindringer, som kan være både psykisk og fysisk, med sig. Og få hjælp til dem, vi ikke selv kan forvandle.

Kærligst Helena

 

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Barndommen - oplevelser der styrer med usynlig kraft. Læs hvorfor og hvordan