

En mor skrev til mig: ”Jeg har lidt fokus på det med faste rammer/strenge regler. Det er jeg ikke opvokset med og har en del modstand på at følge den stil min mand kører. Jeg kan godt se at vores børn ikke respekterer os, når vi løsner for meget op. Hvordan finder vi den balance?”
Børn bliver usikre, når de fornemmer, at mor og far ikke har styr på det. Usikre børn kan reagere ved, at virke respektløse og svare igen. De får følelsen af, at sidde på bagsædet af en bil uden fører. Børn har ikke kørekort til at sætte sig på førersædet. Det er en stor byrde, de får alt for tidligt, derfor bliver de usikre og irritable.
Vi bliver også usikre, når vi sidder overfor en person, vi ikke helt ved, hvor vi har. Vi kommer på overarbejde for, at forstå den skjulte agenda. Det er drænende og kan gøre os irritable og kortluntede, lige som vores børn.
Det er så fint, at moren gerne vil finde en sund balance mellem de for strenge regler, og slet ingen opdragelse. Der behøver ikke være en enten eller løsning. Nogle gange bliver den ene forælder ubevidst mere streng, hvis den anden slækker på reglerne, i forsøget på at skabe balance.
Far opdrager på sin måde. Det handler derfor om at finde og følge hendes egen stil, og bruge det hun oplever virker for hende og børnene.
Det kan du gøre for at finde balancen i reglerne derhjemme:
Sæt dig et stille øjeblik med en notesbog og svar på følgende spørgsmål:
- Hvad er det, der gør, at du har modstand på at stille krav og regler?
-Er denne modstand stadig hensigtsmæssig at holde fast i nu, hvor du selv er mor, eller er der nogle regler, du med fordel kan ændre?
Skriv ned, hvilke regler og rammer du gerne vil gennemføre, så du er forberedt. Derved mærker dine børn, at du er autentisk og har styringen.
Små skridt. Er det svært, så start med den letteste regel først. Når den fungerer godt, går du videre til næste regel. Ofte opgiver vi, hvis vi tager for stort spring, og ændrer for meget på én gang. Børnene kan også mærke, om vi er ægte og har os selv med i det, vi beder dem om.
Vid at børn kan gøre modstand, og kalder dig ”dumme mor”. Husk dig selv på, at det er et sundhedstegn, at de trygt kan tømme deres smertekop hos dig.
Giv dig selv en HIGH FIVE og hav en fest hver gang en ny regel er godt implementeret. Det er bare så godt gået.
Bliv i din egen boble, og tal tydeligt ud fra dig selv: ”Hertil går min grænse”.
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer