Angst, nærvær og bare fødder

Nogen gange vågner jeg om natten, sikker på at lyden fra stuen er fodtrin, mens rovdyret langsomt lister sig ind på sit bytte. Mit hjerte begynder at slå hårdt i brystkassen, tungen føles tør og sammenfoldet, som et vissent blad i mundhulen. Koldsveden klæbrig og fedtet på huden.

Det indestængte åndedræt slippes modvilligt, det kræver al min viljestyrke at sparke dynen af og svinge benene ud over sengekanten. Gemmer der sig noget nede i mørket? Noget med lange kløer og kolde, spidse tænder.

Jeg sidder i mørket, prøver på at huske hvor jeg er henne og vigtigere: Hvornår jeg er.

Angst kan være en tidsmaskine, et fartøj som lukker sig om hjertet og trækker det ud af tidens strøm, ind på flodbredden, hvor tid ophører. Under skyggen af sjælesorg, kan intet spire. Måske var det endnu et mareridt som gjorde at lydene i huset pludseligt blev fjendtlige. Var det en duft, da jeg spiste ude? Så jeg én som lignede dig?

Mit nervesystem har taget uoprettelig skade, de buler som han tæskede ind, kan ingen magt på jorden rette ud. ”Du skal bare tilgive, ” sagde de. ”Tilgiv ham, sæt dig selv fri, ” forkyndte de fra deres katedraler af glas.

Hvem skal så tilgive mig? Hvem vil sætte mig fri, når jeg, i al hemmelighed, frastødes ved tanken om at skænke ham nøglen til min tilgivelses hus?

At leve med angst, er som at vandre rundt med en defekt radar. Den bipper og kommer med voldsomme udslag, selv når horisonten er fri og strækker sig ubesværet. ”Fjende nærmer sig. ” kan der stå på displayet, selv når man sidder på en fjeldtop i vildmarken, fjernt fra sin fortids trusler.
Udslaget er i virkeligheden et indslag, for det krænger rundt og falder ind i kroppen. Forsvinder ind i det sorte hul i maven, hvorfra modløsheden har sit udspring. Når glæden trækkes væk, er kun mørket at mærke. Fraværet af lys.

Alt for ofte har jeg taget flugten, løbet med den storm som kalder sig for Frygt. Væk fra det som kunne tænkes at skænke ro, væk fra sikker havn og ud på åbent hav.

Siddende på sengekanten mødes jeg af en kold snude mod benet. Hunden logrer, halen slår mod kommoden. Det er morsekode, den fortæller at alt er fint. Nuet er min dør væk fra datiden, væk fra dvalen på bunden af det mørke vand. Et par dybe åndedrag, jeg knipser med fingrene. Lyden af fingrene, følelsen af dem. Vejrtrækningen langsommere, dybere. Hjertet sætter hastigheden ned. Stormen passerer og jeg løber ikke med den. Jeg ved at lyset bare skal tændes, så forsvinder mørket. Et klik og hundens brune øjne bliver synlige. Den strækker sig, logrer. Jeg rejser mig, går hen til døren. Tøver et øjeblik, lytter. Retter fokus mod følelsen af håndtaget mod håndfladen. Koldt, metallisk. Døren åbner, et dybblåt lys flyder ind af vinduerne, bader stuen i et undersøisk skær. Der er ingen trusler. Går til køkkenet, skænker et glas vand, drikker det i ét drag. Mærker parketgulvet under de bare fødder, fornemmer gulvvarmen og følelsen af luften omkring kroppen. Trækker vejret dybt.

Går ud i haven, lytter til fuglesangen fra haven og fra den nærliggende skov. Et kor bestående af tusinde stemmer byder dagen velkommen. Kloden drejer perspektivet væk fra det dybe svælg mellem stjernerne. Græsset er vådt under fødderne, morgenduggen er kold og trækker opmærksomheden ned gennem kroppen. ”Jeg er lige her, ” hvisker jeg til hund, fugle og morgenstund. Måske også til mig selv, som en påmindelse om at arrene ikke er sprunget op, fortiden har ikke indhentet. Det kan den ikke, det kan den aldrig. Men jeg kan betragte den, falde i staver og narres til at tro at den er der. Angst er en behændig illusionist. Går tilbage til soveværelset, tilbage under dynen. Mærker den rest af varme som endnu er der. Nogen gange falder jeg i søvn, drømmer om et liv uden angst, om at mærke kærligheden rent, som en blød solstråle mod ansigtet, som sandhed mod fortidens løgn.

Jeg er ikke bange, det er bare angst. Jeg er heller ikke gået i stykker, er ikke defekt eller forkert. Mit fartøj har blot været mange steder, det har efterladt spor og det kræver noget af et menneske, sådan at manøvrere gennem skær, storme og orkaner. Når masten knækker, skal man ikke forvente at kunne sejle videre, før man får rettet op. Nogen gange må man kaste anker, klargøre og slappe af.
Maritime metaforer fungerer som en slags Lille Hjælper, et humørløft som løber i forvejen og lyser op. Det har altid handlet om at finde perspektiv, den rette måde at anskue verden på. Den som jeg synes passer til mig. For andre vil det være anderledes, vi er ikke ens, selv om vi ligner hinanden.
/>Lasse Løager

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Angst, nærvær og bare fødder. Læs mere