Psykoterapeut Linda Clod Præstholm

3. grads stress og dissociation

Blog forfatter

I min psykoterapeutiske behandling beskæftiger jeg mig ofte med det man kunne betegne som 3. grads stress. Læs HER. Når vi taler om stress, bliver det ofte behandlet på en meget generel måde. Stress er et bredt begreb, der kan dække alt fra en pludselig forskrækkelse eller at skulle skynde sig til noget, til en mere alvorlig tilstand, der kan være så invaliderende, at det kræver sygemelding – enten i en kort eller længere periode.

Selv den form for stress, der kræver sygemelding, kan dog variere meget i både styrke og udtryk. Derfor vil jeg gerne introducere begrebet 3. grads stress, som giver en mere nuanceret beskrivelse af det, jeg i min podcast tidligere har omtalt som traumatisk stress.

Begrebet 3. grads stress kommer fra psykoterapeut Merete Holm Brantbjerg*, som har mange års erfaring inden for Relationel Traumeterapi. Dette begreb minder om det, Nadja U. Prætorius beskriver i sin bog ‘Stress - det moderne traume’, hvor hun taler om arbejdsrelateret traumatisk stress-syndrom. Prætorius har observeret mange klienter, som var så påvirkede af deres stress, at de mindede om de traumatiserede patienter, hun tidligere havde behandlet.

3. grads stress kan beskrives som en traumatisk tilstand. Mange af de klienter, jeg møder med 3. grads stress, genkender symptomer, der minder meget om dem, man ser ved PTSD. Et centralt træk ved denne tilstand er dissociation og ekstrem udmattelse. Dissociation kan opleves som svimmelhed, en følelse af at være ude af kroppen, en "osteklokke"-fornemmelse, eller en oplevelse af at være ved siden af sig selv. Ekstrem udmattelse manifesterer sig som dyb træthed, kraftesløshed, mental nedlukning eller hjernetåge.

 

Merete Holm Brantbjerg beskriver 1. grads stress som en tilstand, hvor kroppen mobiliserer sig og orienterer sig. 2. grads stress involverer kamp- eller flugtreaktioner, der aktiveres, når vi er i fare. 3. grads stress opstår, når kamp- og flugtstrategierne ikke er tilstrækkelige, og vi stadig befinder os i en truende situation.

I denne fase ses kollaps/frys eller fawn-responser, som er karakteriseret ved en lavenergitilstand, også kendt som hypoarousal. Jeg finder dette begreb meget dækkende, fordi det bedre beskriver de tilstande, som mange mennesker med traumer eller traumatisk stress befinder sig i. Hvor termer som kollaps og frys kan virke statiske eller dramatiske, giver 3. grads stress et mere nuanceret billede.

Denne form for stress kan også kaldes en disorganiseret overlevelsesreaktion. Hvor organiserede overlevelsesreaktioner involverer kamp eller flugt, kommer disorganiserede reaktioner i spil, når disse ikke længere er tilstrækkelige. Her kan vi ikke flygte fra den trussel, vi står overfor, og i stedet fjerner vi os fra os selv. Denne reaktion indebærer en opløsning af selvet – den del af os, som normalt organiserer vores oplevelser og giver os en følelse af sammenhæng. Vi mister dermed orienteringen, grebet om virkeligheden, og kan føle os adskilt fra os selv og andre. Dissociation og ekstrem udmattelse er typiske symptomer på denne tilstand.

Jeg ser ofte 3. grads stress hos personer med ubehandlede belastningsreaktioner, kompleks PTSD (C-PTSD), senfølger efter hjernerystelse, samt udbrændthed relateret til ADHD og autisme. Det ses også ved andre alvorlige tilstande, såsom neurasteni, BDS og i nogle tilfælde long-covid.

Behandlingen af 3. grads stress minder på nogle punkter om min generelle tilgang til stress og belastningsreaktioner, men kræver en mere specialiseret traumeterapeutisk indsats. Et stærkt fokus på kroppen er ofte nødvendigt, hvor der arbejdes med det proprioceptive og neuroceptive system, orienterings- og balancesystemet, samt regulering af både under- og overaktivering i muskel- og nervesystemet. Dette helhedsorienterede fokus hjælper med at bringe kroppen tilbage i balance og genopbygge ressourcerne.

 

* Brantbjerg, M.H., (2014) Om overlevelsesreaktioner. Findes på Meretes hjemmeside.

 

__________________________

Linda Clod Præstholm
Psykoterapeut MPF, Traumeterapeut SEP, Stresscoach, Sygeplejerske og Yogalærer

www.lindaclodpraestholm.com
T: 22368808
MobilePay: 56959
mail@lindaclodpraestholm.com

Relaterede artikler efter område


Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
3. grads stress og dissociation