Kreativitetens terapeutiske kraft

At kreativiteten har en nærmest magisk terapeutisk kraft er noget jeg har haft med mig siden jeg var ganske lille. Jeg brugte kreativiteten som helbredelse af mit eget liv, længe inden jeg var egentlig bevidst om, at det var det, jeg gjorde.

Jeg voksede op med en psykisk syg mor, der fra det ene øjeblik til det andet kunne forvandle sig fuldstændigt og forsvinde væk fra den verden, jeg befandt mig i, ind i en sindssyg og for mig uforståelig verden hvor fra hun handlede absolut irrationelt, overvældende, skræmmende, traumatiserende. Sangen blev det sted, hvor jeg altid kunne finde en eller anden form for grund under fødderne.

Når verden omkring mig bristede til bitte små stykker, samlede jeg min verden igen ved at skrive sange og fortællinger. Jeg sad på mit værelse der hjemme eller hos dem, jeg blev passet ved, ja hvor som helst, og jeg samlede min verden af stumperne, og hver eneste gang formåede jeg at samle et fint billede af de mange stykker. Sådan var mit liv. En mosaik, der skulle samles gang på gang. Og jeg havde sangene og fortællingerne. Jeg vidste ikke dengang hvad jeg gjorde. Men jeg helbredte mig selv og skabte et fundament for mig selv – et sted jeg altid kunne vende tilbage til. Men at det var det, jeg gjorde, ved jeg først nu. Mange år senere.

For min mors sygdom var den forbandelse jeg kom ind i verden med, men den blev også på en underlig omvendt måde en velsignelse. For jeg lærte helt inde fra dybet af mine celler noget om, hvordan et menneske kan stå imod verdens modstand, og jeg lærte hvordan kreativiteten kunne være et effektivt redskab. Jeg udviklede stor interesse for menneskers tab og smerte, og jeg mærkede allerede tidligt i mit liv et stort ønske om at videregive den hemmelighed, jeg selv havde fundet.

Min egen vej gik dog først over en kunstnerisk karriere, som byggede på sange, der beskrev mit liv. Sådan som det havde været, sådan som det var, og sådan som jeg drømte om det kunne være. Mine sange var min trøst og mit fundament. Sidenhen kom bøgerne til, og her oplevede jeg, hvordan jeg gennem mine skriverier kunne befri mig fra det ubærlige indeni mig. Jeg opdagede, hvordan det hvide ubeskrevne ark tog imod mig med åbne arme. Jeg oplevede, hvordan papiret absorberede alt det jeg ikke kunne have mere af i mig selv. Det hvide ubeskrevne ark ventede altid på mig, rummede mig altid. Dømte mig aldrig. Andre kunne dømme mine skriverier, men papiret dømte mig aldrig. Det hvide papir blev endnu et sted jeg altid kunne vende tilbage til.

Jeg var mere end det oplevede, når jeg skrev. Jeg var mere end det sorgfulde jeg beskrev. Når jeg skrev forvandlede jeg mig fra at være den sørgende til ”den, der beskrev sorgen”. Og når jeg var ”den, der beskrev sorgen” var jeg ikke længere identificeret med sorgen eller smerten. Jeg var den, der kunne beskrive den.

Når jeg kan beskrive eller besynge min sorg er jeg altså ikke længere kun min sorg. Jeg er den, der skriver. Jeg er den, der synger. Og jeg bliver noget andet og mere end min sorg. Og det er netop dette jeg har taget med ind i mit voksne liv og mit arbejde med kreativitetens helbredende kraft.

Ethvert menneske kan skrive. Uanset det niveau vi nu engang har, så kan vi skrive – beskrive. Vi kan også synge. Måske er stemmen ikke den største. Men alle mennesker kan rent faktisk synge. Og en af sangens aller største helbredende kvaliteter er netop den, at hvis et menneske føler sig depressivt og isoleret, vil det være uendeligt helbredende at synge i et kor, fordi vi her hører, at vi ikke er alene. Vi oplever os selv som en del af et større fællesskab. Og gennem sang løftes energien til et højere niveau, hvorfra vi bedre kan møde det vi nu engang skal møde.

Det er netop derfor vi har den rituelle sang. Det er den sang, der skal løfte os igennem store tab som døden. Vi har et naturligt behov for at synge ved begravelser, og det er noget særligt at sende den kære afsted, mens vi synger Dejlig er Jorden eller en anden sang vi holder af. Sangen løfter vores energiniveau, så vi kan bære smerten.

Desværre er mange mennesker i vores kultur bange for at synge, men som udgangspunkt er sangen der for os.
                                                    
                                                                           *

Jeg arbejdede på et tidspunkt med en gruppe af voldsramte kvinder, hvor aftalen var, at vi udelukkende ville beskæftige os med sang og stemme. Disse kvinder havde netop brug for at være andet og mere end voldsramte kvinder. De var også en gruppe kvinder, der sang. På samme måde har jeg arbejdet med mennesker med spiseforstyrrelser. De er alt muligt andet end spiseforstyrrede. Når de synger er de mennesker, der synger. Ligesom psykisk syge er andet end psykisk syge. De kan være mennesker, der skriver, mennesker, der maler, mennesker, der danser.


Det var det jeg lærte af livet med min mors sygdom. Jeg var ikke kun et barn af en psykisk syg. Jeg var en pige, der sang. Jeg var en pige, der skrev fortællinger. Og min mor var psykisk syg. Men hun var også en kvinde, der skrev. For det er hende, jeg har min poetiske åre fra. Hun skrev de smukkeste digte, og når hun sad i køkkenet og læste dem op for mig, så var hun ikke min psykisk syge mor. Så var hun en digter, som jeg lod mig inspirere af. Og selvom hun ikke længere er i denne verden. Så inspirerer hun mig stadig. For det var hende, der gjorde det til en nødvendighed for mig at udforske min kreativitet, og det var hende, der inspirerede mig til at bruge min kreativitet til andet end at underholde med. Hun gav mig al den nødvendige baggrundsviden om hvad det vil sige at være psykisk syg, og hun lærte mig, hvad det vil sige at være pårørende. Fordi mine livsvilkår havde været som de var, blev jeg også senere i livet tvunget til at lære alt hvad jeg kunne om at blive hel. Og det, der dengang var en forbandelse blev sidenhen min velsignelse. For jeg blev tvunget til at udvinde mine aller stærkeste ressourcer.

I dag ved jeg mere om, hvordan man gør. Og jeg kan give det videre til andre. Det, der gav mig modgang i livet, blev sidenhen mit uomtvistelige kald.
                   
                                                                        *

En sommer talte jeg med en psykiater, som deltog på en af mine sangretræter, og vi talte netop om, hvordan man kunne arbejde med mennesker, der er kommet ud af deres balance. ”Vi er nødt til at have et sted at vende tilbage til, når vores verden bryder sammen,” sagde hun undervejs i vores samtale.

Og det var netop i forbindelse med denne samtale, og det var lige præcis denne sætning, der var årsag til, at jeg for alvor fik defineret, at for mig er sangen det sted. Det hvide ubeskrevne papir er det sted. Kreativiteten er det sted. Den venter på os. Uanset hvor langt vi har været væk, så kan vi altid vende tilbage. Og vi kan være andet end vores smerte. Vi kan være dem, der synger, dem der danser, dem, der maler, dem, der anlægger en have. Dem, der får noget til at gro, der hvor alt er trampet ned.

Vi kan helbrede de mest uhyrlige ting med vores kreativitet. Og det aller smukkeste er, at kreativiteten findes indeni os selv. Og når kreativiteten bliver det sted vi altid kan vende tilbage til. Så bliver det i sidste ende os selv vi vender tilbage til. Og når et menneske har været uendeligt langt væk fra sig selv i smerte og depression, kan det være helbredende at mærke klangen af sin egen stemme - alene eller sammen med andre. Og det kan være livgivende at se sine egne ord folde sig ud på det hvide papir og vide, at nu er jeg endelig kommet hjem.        

Majbritte Ulrikkeholm

Læs mere her Majbritte Ulrikkeholm er sanger, komponist, forfatter og underviser.

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Så sandt; så smukt. Tak!

Tak for en vældigt inspirerende og dejlig artikel

Kærligst,
Alice

Kreativitetens terapeutiske kraft. Majbritte Ulrikkeholm skriver på Levlykkeligt.dk