Brahma Kumaris Åndelige Verdensuniversitet

Hvad er ydmyghed?

Jeg blev spurgt om at skrive om emnet ydmyghed, da jeg tilsyneladende i visse henseender ikke viste tegn på denne kvalitet... Som spirituelt udøvende er denne form for kritik en gave, da det giver mig muligheden for at kigge mig selv efter i sømmene og derefter rette til. Og hvilken bedre mulighed er der for at udvikle noget, man mangler, ved først at forstå, hvad det er?

Her kommer så spørgsmålet, ”Hvad er ydmyghed?”

I dag er der mange, der forveksler ydmyghed med det vi kender som underdanighed, dvs. én som altid går med hovedet bøjet, og altid gør det som andre fortæller ham, han skal gøre. Ydmyghed er noget ganske andet. Den som er ydmyg behøver ikke at undgå andre med sit blik og behøver ikke at søge andres gunst. For ydmygheden kommer af indre styrke, modsat underdanighed. At være ydmyg betyder at kende sig selv så godt, at jeg ikke har brug for andre til at bekræfte mig. Jeg ved hvem jeg er, og hvad jeg står for.

Jeg vil illustrere med et eksempel. På mit arbejde på et ældrecenter kommer der en mand en gang om ugen og spiller guitar for et noget aldrende publikum. De gamle, som skal foregive at lytte, er ikke bare gamle, men også demente. De er hvad man populært kunne omtale som ”ikke ved deres fulde fem”. Ofte sidder de og sover, eller som i dag, hvor der var én som sad og granskede i et reklameblad fra Netto under hele koncerten. Andre gange bryder de ud i usammenhængende talestrømme med stor iver og entusiasme, mens vores ven roligt og sikkert fortsat spiller på sin guitar med tilhørende sang. Hans stemme er ikke den bedste, men hans guitarspil er genialt. Han spiller så englene de synger. Det er i hvert fald sådan, at når jeg går og svinger med kosten ikke kan lade være med at lytte med. Uanset vind og vejr og de gamles humør, så tropper musikanten gladelig op og giver de gamle ca. en times underholdning med gamle og næsten glemte slagere. Aldrig får han nogen respons fra de gamle. Hverken positiv eller negativ. De bliver kørt hen og sidde, og derefter kørt væk igen. Men uanset den manglende respons, fortsætter vores musikant med at komme uge efter uge, og det er for mig et tegn på ydmyghed. I de følgende afsnit vil jeg forklare hvorfor.

Når vi mister vores ydmyghed, begynder vi at sætte stor pris på vores egne færdigheder. Vi tænker måske, at ikke alle er lige værdige til at høre os, når vi udfolder os, måske at vi kun gider at spille for en bestemt type publikum. Nogle som værdsætter vort enestående talent, nogen som har forstand på det vi laver, osv..

Jeg kæder meget ydmyghed sammen med det at lære. Når vi føler, at vi ikke har mere at lære, da bliver vi arrogante - og arrogance er ydmyghedens diametrale modsætning. Hvor der er ego kan der ikke være ydmyghed og vice versa.

Der findes mange former for ydmyghed, og vi kan som individer være ydmyge på visse områder og arrogante på andre. Så hvad er ydmyghed? Ydmyghed er når vi ikke har ejerfornemmelser over noget. Hvis jeg f.eks. som musiker tænker, at det er MIT talent, eller hvis jeg får en god ide og mener, at det er MIN ide osv., da vil jeg skabe en afhængighed til talentet eller til ideen og forsøge at bygge mit selvværd op på det, dvs. jeg skaber en identitet omkring talentet. ”JEG er en fantastisk musiker, hoho, ingen er bedre end mig. Hvorfor skulle JEG undervise begyndere. Det er spild af MIN tid.”, eller ”JEG er så klog fordi, at JEG får sådanne nogle vidunderlige ideer m.m. Jeg burde blive ansat hos et stort og betydningsfuldt firma, osv...”

Denne sætten sig selv op på en piedestal er det som skaber skel imellem mennesker. Når vi er deroppe, har vi skabt en afstand til andre, og i vores øjne gjort dem mindreværdige. Jo mere ego vi har, jo mere isolerede bliver vi. Vores meninger og holdninger bliver simpelthen en uigennemtrængelig mur, et illusorisk blændværk, som vi tror er sandheden om verden. Men det har intet med sandheden at gøre. Det er skabelsen af et usikkert individ, en skrøbelig eksistens som har brug for at mene noget for at føle at det er noget.

Er målet for spirituel praksis en fuldkommen egoløshed? At være egoløs betyder, at man ikke har et illusorisk filter for sit indre øje. Den, som er egoløs, er 100% tolerant og kan derfor rumme alle mennesker uden undtagelse. Han er i sin karakter guddommelig og fuldstændig befriet for frygt. Han er forankret i det som er virkeligt, sjælens evige univers, med dens iboende og uforgængelige kvaliteter. Han er fri. Her opleves ingen sorg eller lidelse, kun den reneste lykke. Lykken af at være konstant forankret i nuet, det højeste et menneske kan opnå.

Det næste spørgsmål som så dukker op er, ”Hvordan bliver vi egoløse?”

Et bud er: i meditationen forbinder vi os selv med Gud, den Højeste Sjæl, den som for altid er egoløs. I denne forening genopdager vi vores sande identitet som udødelig sjæl og genfinder styrken og troen på os selv. Med denne nye indsigt kan vi igen begynde at leve, ved at give slip på egoet, da vi ikke længere har brug for dets beskyttelse. Herfra opstår ydmygheden, som er alle de indre kvaliteters vogter.

Er jeg da ydmyg? Ja... når der er en god tilstand af sjælsbevidsthed, når jeg husker hvem jeg virkelig er. ;-)

med venlig hilsen Kristoffer Lange, Brahma Kumaris, DK.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hvad er ydmyghed? af Brahma Kumaris Åndelige Verdensuniversitet | Levlykkeligt.dk