Hvorfor er det mest kvinder der beskæftiger sig med selvhjælp?

Hvis du har været til foredrag, workshop, kursus, festival eller et af de mange andre arrangementer i den spirituelle eller alternative verden eller selvhjælpsverdenen, har du sikkert også bemærket et interessant fænomen: at der stort set altid er flere (og ofte mange flere) kvinder end mænd.

Her er fordelingen af kvinder og mænd til nogle af de arrangementer jeg har holdt inden for det sidste år: 1-uges kursus på en højskole i Jylland: 85 kvinder og 8 mænd. Foredrag på en bogmesse i Prag: cirka 45 kvinder og 5 mænd. 5-afteners kursus i København: 9 kvinder og 4 mænd. Undervisning på parterapeutuddannelse i København: 25 kvinder og 1 mand. Og det er ikke kun til mine egne arrangementer at jeg har bemærket så stor en overvægt i antallet af kvinder. Da jeg deltog i Byron Katie’s 9-dages School for The Work i Tyskland (med deltagere fra hele verden): 140 kvinder og 43 mænd. På den store ”No Mind” festival i Ängsbacka i Sverige (med deltagere fra hele Skandinavien): cirka 650 kvinder og 350 mænd.

Hvis du nogensinde har prøvet at sende et manuskript på en selvhjælpsbog til danske eller udenlandske forlag, ved du sikkert også at stort set alle forlagsredaktørerne for den type bøger er kvinder. Og spørger du dem hvem deres kernelæsere er, vil de alle sammen sige at langt størstedelen af deres læsere er kvinder.

Ja, der kan ikke være nogen tvivl om at der er mange flere kvinder der beskæftiger sig med selvhjælp og ”indre arbejde”, end mænd!

Og så kan man jo spørge sig selv hvorfor?

Hvordan kan det være at langt flere kvinder interesserer sig for og beskæftiger sig med selvhjælp end mænd? Er kvinder bare mere bevidste end mænd? Eller hvad?

En af grundene til det ofte massive overtal af kvinder i selvhjælpsverdenen kan være at mange kvinder, når de er i 30erne eller slutningen af 30erne, kommer i en eller anden form for krise (af grunde som jeg beskriver i artiklen ”Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne”). Og som du sikkert har bemærket, er det ofte en krise af en eller anden slags der motiverer os til at begynde at se indad og arbejde med vores indre.

Men er det den eneste grund? Kommer mænd ikke også nogle gange i krise? Får mænd det ikke også dårligt?

Jo, selvfølgelig gør de det. 

Men hvis mænd også kommer i krise og får det dårligt hvordan kan det så være at der ikke er lige så mange mænd der ser indad og arbejder med sig selv, som der er kvinder?

Så vidt jeg kan se, er en af de primære grunde at vi lever i et samfund hvor det stadig mange steder – på trods af alle vores fremskridt inden for ”kvindefrigørelse” og ”mandefrigørelse” – er en smule eller meget tabu for en mand at beskæftige sig med hvad der sker i hans indre. Og ikke mindst at tale om det med andre (især med andre mænd). Mens det samme slet ikke er tilfældet for kvinder. Som kvinde får man som regel at vide at det er okay at beskæftige sig med sit indre, med sine tanker og sine følelser – og at det er okay at tale om det med andre. 

Det oplevede jeg for eksempel da jeg for et par år siden spillede træningskamp med mit (mandlige) fodboldhold. Under kampen stoppede en af spillerne – en af holdets umiddelbart mest barske og ”macho” typer – pludselig op, så meget bleg ud og tog sig til brystet. Så humpede han ud i omklædningsrummet. De andre spillere stirrede efter ham et øjeblik – og så fortsatte de kampen. Jeg løb ud i omklædningsrummet for at se hvad der var los. Den store fyr lå på gulvet og så ret forskræmt ud. Da jeg spurgte ham hvad der var sket, fortalte han mig at det var et anfald af panikangst; noget der åbenbart skete for ham med jævne mellemrum. Efter jeg havde siddet og talt med ham i nogle minutter, og forsøgt at få ham til at trække vejret dybt, gik jeg tilbage til de andre. Jeg spurgte dem om det var sket før (jeg var relativt ny på holdet), og de sagde at, jo, han led vist nok af ”hjertegalop”. Men ingen af fyrene ville rigtig tale om det. Det virkede næsten som om de syntes at det var flovt – ikke for dem – men for ham! For panikangst er jo (som det store brød selv undskyldende havde sagt til mig lige før), kun noget som gamle damer får!

Hvad var det for tanker og overbevisninger der fik min panikramte medspiller til at føle sig flov over hvordan han havde det? Og hvad var det for tanker og overbevisninger der gjorde det svært for de andre mænd at tale med ham om hvordan han havde det? Jeg gætter mig til at det har været nogle af de klassiske myter om hvad det vil sige at være en ”rigtig mand”, såsom:

En rigtig mand græder ikke.
En rigtig mand viser ikke sine følelser.
Det er et nederlag hvis en rigtig mand har det dårligt.
En rigtig mand skal være stor og stærk.
En rigtig mand må ikke være svag og sårbar.
En rigtig mand taler ikke om sine følelser med andre (især ikke med andre mænd).
Det er et tegn på svaghed hvis en mand giver efter/indrømmer at han har taget fejl/siger undskyld.
Det er et tegn på svaghed hvis en mand ikke har svarene.

Og jeg tror at det er troen på disse ”kønsmyter” der er en af de primære årsager til at det mest er kvinder der interesserer sig for og beskæftiger sig med selvhjælp. Fordi disse myter stadig i dag får mange mænd til at afholde sig fra at beskæftige sig med deres indre.   

Når dette så er sagt, vil jeg også sige at der er sket store forandringer de seneste årtier i både mænds og kvinders syn på hvad det vil sige at være en ”rigtig mand”. Den traditionelle ”machomand” eller ”knudemand” er en uddøende race. Der kommer flere og flere mænd (især fra den yngre generation i 20erne og 30erne) til arrangementer i selvhjælpsverdenen. Og flere og flere mænd interesserer sig for og arbejder med deres indre (efter den dag i omklædningsrummet begyndte jeg og min panikplagede medspiller at tale mere sammen. Og det viste sig at han var endda meget interesseret i at få en bedre forståelse af måden hans sind fungerer på, og hvordan det påvirker ham). Og jeg tror vi vil se flere og flere mænd der beskæftiger sig med selvhjælp og bevidsthedsarbejde i årene der kommer.

Indtil vi måske en dag vil opleve (kan du forestille dig det!) at komme til et selvhjælps- arrangement hvor der er flere mænd end kvinder!

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hej Tim God artikel som altid, når de kommer fra dig. Ja, det er kedeligt, at så få mænd interesserer sig for den alternative verden. Jeg synes, at det giver en god energi og balance, når mændene er med. De er som regel enklere at kommunikere med og mindre selvhøjtidelige. Jeg oplever det samme på mine kunstworkshops. Man skulle vist hedde BS, hvis det modsatte skulle være tilfældet. Mvh Pia Hede
Hej Tim Dejligt at du tager fat på emnet. Som mand er du sikkert helt på det rene med den store betydning du har som rollemodel for dine medbrødre. Godt, at der er enkelte mænd, der tør tage føring her. Jeg tænker, at alle dine myter jo er aldeles levende, den dag i dag. Og jeg tænker, at en stor forskel på kvinder og mænd har været, at mænd gennem hele menneskehedens historien har været brugt og ladet sig bruge til at slå hinanden ihjel. Enhver magthaver har brug for kanonføde og villige soldater, og det kræver dyb ubevidsthed at stille op til at slå et medmenneske ihjel. Et bevidst menneske kan ganske enkelt ikke bruges som soldat. Jeg tror, det er en af de meget vægtige grunde til, at der gennem tiderne er skabt præcis de myter, du nævner. Myterne har været hensigtsmæssige, i den forstand at de har afholdt mænd fra at mærke sig selv, og mennesker, der ikke kan mærke sig selv, er nemmere at bruge i krigsøjemed. Den enorme frarøvelse af indre liv, som det har givet generation efter generation af mænd er forbryderisk og har store omkostninger for hele samfundet, den dag i dag. Der forestår et stort arbejde for mænd med at generobre sig selv følelsesmæssigt. I mine øjne er EU-samarbejdets væsentligste effekt faktisk, at der er en række lande, der endegyldigt har besluttet at samarbejde i stedet for at slås. Det er en så dyb ændring i, hvordan magthavere forvalter deres magt, og jeg tror, den beslutning er forløberen for den forandring der lige så stille er begyndt at ske i de yngre generationer - de begynder at tro på, at de skal bruge sig selv til noget andet end at slå hinanden ihjel. Man kan kun bede til, at flere mænd vil insistere på retten til følsomhed og åbenhed, og i den sammenhæng er dit arbejde vigtigt. Mange hilsner Birgitte Asmussen
Hej Birgitte, Tak for dine tanker. Det er meget interessant at undersøge hvilke faktorer der historisk set har bidraget til at myterne er opstået – og jeg tror helt klart der er noget om det du siger. Et interessant spørgsmål som jeg ofte stiller mig selv når jeg undersøger en bestemt myte er: “Hvor og hvornår hørte jeg først denne tanke/overbevisning/myte?” “Kom den oprindeligt fra mig selv eller fra en anden?” Og svaret er oftest at jeg først hørte tanken fra en anden, typisk i min barndom af mine forældre eller en anden “autoritetsfigur” såsom en lærer eller medierne. Jeg har det privilegium at arbejde nært sammen med min mor Barbara Berger, som også er “mythbuster”. Når jeg spørger hende “Hvor og hvornår hun først hørte en tanke/overbevisning/myte” som jeg som barn først hørte fra hende, svarer hun oftest at hun først hørte den som barn fra sine forældre. Og sådan kan man spore en myte tilbage generation efter generation. Det er faktisk dybt fascinerende! At se at de begrænsende overbevisninger der plager os vitterlig ikke er “personlige”, men kollektive og universelle. Det er også derfor titlen på min nye bog er “101 myter om parforhold der driver os til vanvid (og lidt om hvad du kan gøre ved dem)”. Kærlig hilsen Tim
Hej Tim Du skal da lige have en kommentar fra en mandlig selvudvikler også. ;) Jeg ser det samme mønster på mine Forældrekursus ADHD. Mange forældrepar kommer sammen, - og det er tydeligt at det er kvinden, der er driveren i processen. Jeg tror at du har ret i langt hovedparten af, hvad du skriver. Især overbevisningerne har jeg selv måttet igennem for at få adgang til de forandringsressourcer, der ligger lige under overfladen. Heldigvis har jeg fra barnsben få en masse feminine værdier ind, så det har nok været lidt lettere for mig end for mange andre. Din kommentar om at knudemanden er en uddøende race, tror jeg desværre er forkerkt. Måske bliver der færre, og at sige at det er en uddøende race, er det samme som at sige at bilismen er en uddøende transportform, - blot fordi der er et særligt segment, der er igang med en forandring. Der kommer til at gå en rum tid endnu før vi afvikler den danske knudemand... Mvh. Anders. - Personlig coaching
ADHD Coaching
Hej Anders, Tak for din kommentar – fedt at høre fra en mand! Jeg er enig med dig i at der nok kommer til at gå en rum tid endnu før vi afvikler den danske knudemand. Min kommentar var et forsøg på at være optimistisk. Så tak fordi du hjælper mig med at “Get Real”! Varme sommerhilsener Tim
Hvorfor er det mest kvinder der beskæftiger sig med selvhjælp?