Kan vi stoppe egofesten?

Føler du dig udenfor de gængse sociale spilleregler? Virker de regler indimellem meningsløse for dig?

 Det er ofte hændt mig, at jeg er gået fra store forsamlinger eller festlige lejligheder og følt mig en del mindre, end da jeg troppede op. Fra det øjeblik vi møder nye mennesker, føler de fleste sig først trygge når de har rubriceret hinanden. Vi snakker om jobtitel, ægteskablig status, bopæl, antal børn og i det hele taget er det ofte en lang salgstale, der gerne skal får os til at fremstå som ambitiøse, intelligente mennesker, der har skabt en solid økonomi, der viser hvor succsesfulde vi er.

Jeg har aldrig brudt mig om at diskutere. I selve ordet indgår der en direkte opfordring til en kamp på ord, der for mange menneskeres vedkommende bliver en decideret  kampplads, hvor der kun er en vinder. Være retorisk overlegen og helst tvære modstanderen ud, og gerne stikke kniven ind hvor det gør allermest ondt.  Koste hvad det vil. Egoet har postuleret et eller andet, og forsøger krampagtigt at holde fast i det. De fleste er totalt lukkede overfor muligheden af, at deres oprindelige udsagn er forkert, eller i bedste fald har flere muligheder.

Men vi snakker ikke om drømme, håb eller længsler. Eller meningen med livet, om smerte eller skyggesider. Der hvor vi bliver sårbare og ikke fremstår som Mr. and Mrs. Hotshot. Vi diskuterer hellere hvad der sker rent politisk og brokker os gerne over den enorme ulighed der er i Danmark mellem top og bund. Hvor ringe vilkår de ældre har, om skolereformer og børneopdragelse.

Det er jo ikke fordi disse områder ikke interesserer mig, men jeg har aldrig brudt mig om at diskutere med mennesker, hvor jeg mærker en vrede der dirrer lige bag ved den fine maske. Hvor diskussionen bliver et middel til at komme af med noget galde, der i virkeligheden burde være placeret et andet sted.

Jeg går ikke ind i dem. Diskussionerne. For jeg ønsker ikke at vinde. Jeg har en mening, min diskussionspartner en anden. Og dermed stopper det for mig. Jeg kan bare sige ”nå” og så er det slut for mig. Jeg er klar over jeg ofte kommer til at virke mindre bemidlet, fordi jeg ikke tager kampen op, og med alt hvad jeg har lært, prøve på at overbevise den anden og påtvinge ham eller hende min holdning. Det sker jo dybest set aldrig, at man får vendt den anden rundt, så vedkommende kommer over på ens eget hold.

For hvad vinder vi egentlig? Egoet får sig en ordentlig optur hvis man kan mærke man er den anden retorisk og intellektmæssigt overlegen. Men det er en egofest, der ikke kommer nogle vegne. Jeg ville ønske jeg kunne sige, at det ikke spiller nogen rolle for mig, hvordan mennesker der ikke kender mig, muligvis får en opfattelse af mig som uengageret og lidt halvblond. Men det betyder noget. Bare ikke nok til, at jeg tager kampen op.

Det triste er, at vi måler os på alt hvad vi har erhvervet i form af materielle goder og flotte titler. Vi tror vi ER vores erhvervelser. Vi måler os op ad hinanden og tror vi er dårligere mennesker hvis vi er arbejdsløse eller tjener et pænt stykke under gennemsnittet.

Hvordan er vi kommet dertil, hvor vi ikke måler os på hvordan vi er som mennesker? Men hvor det hele handler om at blive den bedste, til at blive nummer et? Det efterlader jo godt nok en horde af ”tabere” da førstepladsen jo kun er forbeholdt et eneste menneske. Er alle andre så bare anden- eller tredjerangsborgere?

Jeg elsker at tale om livet. Om hvad vi alle kan gøre, for at byde ind med vores bidrag til et samfund, hvor det handler om det smukke og det gode i mennesket.

Men jeg skal ikke overbevise nogen om noget. Jeg oplyser gerne når folk spørger om min mening. Men den kommer sjældent til udtryk, er der ikke direkte blevet bedt om den. Det, af den grund, at jeg ofte har følt mig udenfor spillet. Jeg bryder mig ikke om reglerne, og føler mig derfor indimellem som et menneske der er faldet ned fra Månen.

Hvis vi nu opgav idéen om at vinde, så kunne mange diskussioner i virkeligheden blive oplysende og ikke patroniserende. Jeg vil enormt gerne vide en masse om alting, men jeg bliver trist når det skal være en ordduel, hvor det ikke længere handler om indhold, men kun om form.

I vores verden handler det om at vinde. Om at få flest med over på eget hold. Men jeg ønsker ikke at vinde. For hvem siger at min mening er den rigtige?

Kærlig hilsen

Stine Luise 

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Diskussion er en kampplads for egoer. For hvad vinder vi egentlig?