Psykoterapi København Anne Jørgensen

TILFÆLDIGHEDER?

Om at leve uden kalender. Leve NU. Og om læring i Indien hvor jeg boede et par år.
Del 6.

TILFÆLDIGHEDER?

Efter endt ferie med min familie er jeg atter tilbage i Tiru. Jeg har en klar fornemmelse af, at jeg er på vej ind i en ny fase, og at jeg snart rejser videre. Hvorhen ved jeg endnu ikke, men jeg er begyndt at rydde op i småting i mit hjem. Livet her er ved at være afsluttet. Et andet ydre liv skal til i denne nye fase.
Så jeg rejser glad og fro herfra og tager i første omgang til Chennai. Jeg kan godt lide at ”rejse efter næsen” – fornemme mig frem til, hvor rejsen går i stedet for at planlægge. Fordi jeg ikke kan snuse mig længere frem end til Chennai, så drager jeg dertil. Når jeg først er i bevægelse, vil næste skridt forhåbentlig vise sig.
 
Jeg indlogerer mig på et rimeligt billigt logi i området Triplicane, som jeg har fået anbefalet for længe siden. Lige efter at jeg har tjekket ind og er på vej med bagagen, møder jeg Karunesh! Af alle i hele Chennai – 6 millioner mennesker og mængder af hoteller af alskens karakter, møder jeg Karunesh!
Det her er simpelthen for vildt. Er jeg med i en B-film eller hvad, tænker jeg, for det her sker da kun i dårlige film. Jeg kan alligevel ikke lade være med at grine.

Vi udveksler et par ord. Han fortæller, hvilket rum han bor på, og at han lige har et kort ærinde, men om jeg vil mødes med ham ved receptionen om fem minutter. 
 
Hvad nu, tænker jeg – lidt træt af fortsat at skulle beskæftige mig med dette. Hvad er endnu ikke færdigt imellem os? Ja, for en grund er der helt sikkert til, at vi mødes igen. Jeg giver ham ikke mit værelsesnummer, men indvilliger i at mødes.

Jeg finder ud af, at jeg intet skal foretage mig. Absolut intet. Det kan være, han har noget uafsluttet med mig, tænker jeg.

Jeg venter på ham ved receptionen. Han kommer ikke. Jeg tænker, at der må være en dør, jeg ikke har fået lukket tilstrækkeligt, siden jeg sidder her og venter som en anden klovn, og han alligevel ikke kommer. Hvem beskytter ikke sig selv nok? spørger jeg efterfølgende mig selv. For dagen efter begynder jeg at mærke en rest af nervøsitet i mit system ved synet og bevidstheden om, at han er i nærheden, og jeg ikke ved, hvornår jeg støder ind i ham. Jeg er ganske enkelt for åben over for ham.
Jeg finder ud af, at en del af mig synes fortsat, jeg skal give ham noget. Hvem føler dette? Jeg ved, at den idé hører fortiden til og spørger mig selv, om det fortsat er sandt. Det er det ikke. Aldeles ikke. Jeg slapper af, synker mere ind. Det giver ro.
Det lykkes mig efterfølgende at lukke den dør, at beskytte mig uden at lukke mig selv inde. Jeg har ingen tættere kontakt med ham – ser ham bare – mit system er faldet til ro.

Karunesh skal rejse og kommer mig i møde. Han fortæller mig, hvor meget han har værdsat vores samvær – og at han elsker mig. Jeg lytter. Det åbner for en stund atter døren ind til uendeligheden imellem os. Han giver mig et kram og siger farvel.
Måske det er noget af det, han mangler for at gøre sig selv færdig. Det ved kun han.

Jeg selv tager efterfølgende på en kortere rejse, men finder ud af, at jeg slet ikke har lyst til at "være turist". Mest af alt har jeg lyst til at give noget, at være sammen, at være fælles, at udveksle. Det får mig til at ringe til nogle børnehjem, jeg har kendskab til i nærheden af Chennai, men underligt nok lykkes det ikke at få kontakt. Dette får mig til at skærpe min opmærksomhed yderligere. Det skal måske alligevel ikke være i sådan en sammenhæng, jeg skal udveksle, tænker jeg. Det går op for mig, at et arbejde lige nu vil lukke sig om min spontanitet. Jeg har brug for at stå meget mere frit.

Jeg tager tilbage til Triplicane-kvarteret. Her syder det af liv fra morgen til aften. Jeg kommer på sporet af en stigende følelse af enhed. Tilstanden udvikler sig fra at være kortere afbrudte passager til at være et langt kontinuerligt flow i min dag. Jeg nyder at bevæge mig af sted i denne gamle del af Chennai. Her er små overfyldte butikker side om side i de relativt smalle gader. Mange finurlige vinkler i bybilledet giver plads til små ”pladser” her og der. Der er flere familier, som har fundet sig et ”hjem” på fortovene. Nogle gadehjørner, der er en smule større end andre – og nogle endda tæt ved en vandpumpe – har nogen familier fundet velegnet som ”bolig”. Det er her på fortovet, det meste af deres dag leves.

I dag er der storvask for børnene. De står sæbet ind fra top til tå. Som alle andre børn, jeg kender, kan de ikke fordrage det der med hårvask. De skriger, men gøres skal det, og det bliver det. Så snart vaskeriet er overstået, er ungerne i gang med at lege midt i vrimlen af autorickshaws, hurtige knallerter, cykler og busser med hylende horn. De har gode instinkter, de unger. De klarer sig i al tumulten. Nogen af drengene spiller et spil, jeg ikke kender. De har tegnet nogle små ruder af en slags på fortovet og bruger små sten som brikker. De er dybt koncentreret. Jeg går selvfølgelig uden om deres ”bolig”. En har sendt en af de små børn hen til mig for at tigge. Jeg giver hende et par bananer, jeg har i tasken.

Mange steder kan jeg skimte husenes fortidige skønhed ved at se bag om alt det ramponerede. Her er rester af træudskæringer med gudebilleder og alskens detaljer på husene samt det fineste jernarbejde som rækværk ved balkonerne. Det må have taget meget lang tid for de håndværkere både at udskære og svejse. Disse huse har desværre passeret grænsen for renovering, men det er sagtens muligt at se, hvor smukke de engang har stået. I hver anden gade er der et lille tempel. De bliver alle både passet på og flittigt besøgt.

Da jeg skriver mig ind i bogen på “mit” gamle logi, ser jeg Karuneshes navn. Åh nej, tænker jeg, det ved jeg ikke lige, om jeg orker. Men dernæst minder jeg mig selv om, at jeg ikke behøver at orke noget som helst.

Jeg er alligevel åben for, om der er noget ufærdigt i denne ”helaftensfilm”, siden vi mødes igen. Vel vidende at det ikke behøver være mig, der har noget uafsluttet. Det vil vise sig.

Kort tid efter at jeg har booket mig ind, støder jeg ”naturligvis” ind i Karunesh. Vi laver begge en håndbevægelse, der hentyder til hvorfor ikke. Han fortæller, at han skal rejse næste dag.
Jeg foretager mig aldeles intet. Jeg tager ingen initiativer til kontakt overhovedet, da jeg ikke føler for det. Hele mit system er faldet fuldstændigt til ro. Det har virkelig forandret sig og været bøvlet værd.
Han får lov at opbevare sin bagage i mit værelse, da han skal tjekke ud tidligt og først rejser sent. Det viser sig at være en fin afrunding.

Vi skilles begge med fred i sindet. Så må det karma da også være slut.
Jeg møder ham ikke mere

Fortsættelse følger.........

Kærlig hilsen Anne

Anne Jørgensen har 26 års erfaring med egen virksomhed som krop- og psykoterapeut for private og  procesleder for erhverv - og er forfatter til en bog.

__________________________

Krops- og Psykoterapeut Anne Jørgensen, København
www.lifeprocess.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
TILFÆLDIGHEDER? At leve uden kalender og om læring i Indien. Læs Psykoterapeut Anne Jørgensen på Levlykkeligt.dk,