Psykolog og parterapeut Henriette Junker

Parforholdet som katalysator for personlig udvikling

Partnerskabet er et sublimt spillerum for personlig vækst og udvikling. Det gavner ikke bare parforholdet hvis vi reflekterer over vores følelser og reaktioner. Hvis vi indgår i de bølger, udforskninger og forandringer, som et kæresteliv byder på og fordrer, giver det også afkast til den enkeltes individuelle udvikling.

At leve tæt med en anden person, der repræsenterer ”en anden verden”, vil sige at leve med et menneske, som også kalder på de sider i os, som trænger til at revideres, udfoldes, genoplives. Ikke sådan at forstå, at vi skal indordne os den andens bud. Men snarere, at vi har valgt en partner, som muliggør udviklingen af relevante ændringer eller justeringer i vort eget repetoire. Vi har valgt denne person, fordi vi er draget mod det, som denne person kalder frem i os. Vi er faldet for det. I første runde positivt draget. I næste runde – når magtkampen sætter ind – negativt draget. Det vil sige provokeret, irriteret, frustreret og rådvild.

Det er ikke en bevidst eller ønsket handling, når vi med magnetisk kraft styrer mod det scenarie, som først er så lykkeligt for derefter at blive så frygteligt svært. Det er en dynamisk proces i flere lag, hvor den anden manifesterer tilgangen til en verden af uforløstheder i vores egen person.

De tilknytningsmønstre, vi har erhvervet os igennem livet, er så toneangivende for vores personlige udtryk. Så det vil være vanskeligt, måske umuligt, at få det optimale spillerum for udviklingen af personligheden, hvis ikke det sker igennem netop genskabelsen af en ny intens tilknytningsrelation. Dette er en påstand. Om end ikke grebet ud af det blå. Men forankret i de landvindinger, som er gjort inden for tilknytningsteori og neuropsykologi igennem de senere år.

Nok om de overordnede perspektiver på dette. Jonas og Evas historie er en levende illustration af dette:

Jonas faldt for Evas lattermilde, udadvendte væsen. Hendes fortryllende lethed og åbenhed. Det komplementerede fint hans egen tendens til tungsind samt hans tilbageholdenhed og akavethed i forhold til andre mennesker.

Efterhånden aftager fortryllelsen, og Jonas bliver lige så stille mere og mere generet af det, han oplever som Evas grænseløshed og overdrevne flirten og leflen for andre. Han savner, at hun afgrænser sig mere i forhold til andre, især mænd. Og at det bliver tydeligere, hvor han har hende. Hendes altid så smilende og udadvendte facon gør det svært for ham at have en ”ægte” fornemmelse af, hvad hun egentlig mener, synes og vil. Inklusive om hun virkelig vil ham!

Gemt under denne længsel, ligger Jonas’ personlige udviklingspunkt og ulmer.

Umiddelbart oplever han ”kun” sit ønske om at ”lave Eva om”. Men Evas træk repræsenterer samtidig egenskaber han selv har brug for og længsel efter i sig selv. Det er blandt andet derfor, han faldt for hende. Under sin umiddelbare frustration over Eva, forsøger han at skabe et optimalt miljø for udfoldelsen af disse sider i sig selv. Noget han næppe er sig bevidst. For hvis Jonas kan få Eva til at blive mere tydelig omkring sit specifikke valg af ham, så kan han blive tryg nok til at turde ”give mere slip” og udtrykke åbenhed og vigør ud i sin egen adfærd. Så vil han ikke behøve ”beskytte sig” bag sin tilbageholdende indadvendthed og sin vagtsomme indstilling.

Men dette betyder ikke, at hun kan eller skal ”gøre arbejdet for ham”! Han er samtidig nødt til at gå vejen selv. Hvis han fra det tungsindige, indadvendte ståsted insisterer på at ”ændre” hende ved at kritisere hende og rette jaloux anklager imod hende, så vil hun med største sandsynlighed blive endnu mere flagrende, smilende, behagesyg. Hun vil trække sig væk fra ham med denne adfærd, forstået således, at Evas smilende, flagrende behagesyge er udtryk for, at hun ikke er genuint forankret i sig selv og til stede. Denne adfærd i Eva er nemlig, i dens mindre flatterende udgaver, også en del af hendes overlevelsesstrategi.  Hvis han mao. fortsætter med at gøre det, han altid har gjort, så vil Eva også fortsætte med at gøre det, hun altid har gjort.

Jonas bliver altså nødt til selv at bevæge sig, han bliver nødt til at gøre noget nyt, hvis der skal ske en ændring imellem dem. Han bliver faktisk nødt til at skinne mere på hende, for at hun føler sig tryg nok til at falde til ro i sig selv og mærker sig elsket af ham. Først når han vover egne, spæde, sårbare skridt ind i at udfolde sig positivt og varmt over for Eva, kan hun mærke den tryghed og accept fra ham, som gør hende i stand til tydeligere at være til stede, fortælle ham, hvad hun vil og hvem hun er. Og dermed vise, at hun faktisk er der med og for ham.

Lad os se på Evas proces:

Ud over at blive gevaldigt rørt og fyldt med omsorg over for hans akavethed i sociale situationer var Eva fuld af beundring over Jonas’ fattethed og evne til at fokusere. Han forekom hende at være så klar og tydelig med sine livsmål og sine evner og leflede ikke for nogen. Dette stod i klar kontrast til hendes egen distraherbarhed og påvirkelighed over for andre.

Efter den første forelskelse begynder hun dog gradvist at føle sig mere og mere utilpas over hans indadvendthed, tilbageholdenhed og ”stivnakkethed”. Hun føler sig utryg ved, at han ofte er så negativ og uimødekommende over for andre. Hun savner, at han er mere positiv og glad, at han udviser tydelig begejstring over hendes person, så hun kan mærke, at han synes, hun er god nok.

Under denne længsel trænger Evas udviklingspunkt sig på. For dele af Jonas’ træk repræsenterer sider, hun har længsel efter og behov for også selv at udvikle. Uden at være sig det bevidst søger Eva at skabe det optimale miljø for udfoldelsen af disse sider i sig. Hvis hun fra Jonas kan få levende, udtryksfulde positive spejlinger på sin person, så kan hun opnå den tryghed, der skal til for at samle sin opmærksomhed mere fokuseret og stå klarere ved sig selv, sine holdninger og behov. Så vil hun ikke behøve gardere sig ved at have alle antenner ude for at scanne og tilfredsstille alle andres behov med henblik på at garantere sig andres accept.

Men Jonas kan heller ikke gøre arbejdet for Eva! Hun er også nødt til samtidig selv at gå vejen. Det kommer ikke til at ske, hvis hun forsøger at fremkalde hans ændring ved kritisk at bebrejde ham hans ”evige surhed”. Heller ikke ved at trippe omkring ham i stadig større sødmefyldt behagesyge med henblik på at gøre ham så tilfreds med hende, at hans smil eventuelt kunne vækkes. Han vil ganske givet blive endnu mere sur og indesluttet ved begge disse strategier.

Hun bliver nødt til at tage nye skridt! At række tydeligere ud efter ham med udgangspunkt i sine egne behov, hvis hun skal kunne skabe en forandring i det miljø, han tilbyder hende. Først når hun vover at gå målrettet efter klart at udtrykke sine sårbare behov for hans varme og begejstring for hende, kan hun gøre det trygt nok for ham at udvise sin omsorg og mod til at imødekomme hendes behov. Først dér kan han føle sig valgt og betydningsfuld nok for hende til at kunne udfolde den varme og begejstring, som hun har brug for for at falde mere til ro i kontakten.

Det er for så vidt præcis disse personlige skridt, jeg mener, at begge parter er nødt til at tage 100 procent ansvar for i samspillet, for at der kan ske en forandring. De forandringer, vi ønsker skal ske, kan først komme i spil, når vi tager fat og udfordrer os selv personligt. Først når vi selv vover os ud på nye veje og initierer adfærd, der udfordrer vores umiddelbare, foretrukne handlemønstre, kan vi engagere den andens hjælp til at skabe det optimale miljø, der gør det trygt for os fortløbende at udfolde og udvikle de sider.

Forhåbentlig anskueliggør beskrivelsen af Jonas og Evas indbyrdes dynamik, hvorledes det personlige udviklingsprojekt krydsklinges med den andens anmodning til os om ny adfærd.

Evas ønske om og behov for mere sprudlen og positiv respons fra Jonas korresponderer med hans personlige udviklingsprojekt; at være mere udadvendt og i vigør. Alt imens Jonas’ ønske om større tydelighed fra Eva i hendes prioriteter og sin kærlighed til ham går hånd i hånd med hendes behov for at erhverve ro til at blive bedre personligt forankret, mere fokuseret.

Han har kort sagt brug for at blive mindre rigid og i stedet mere åben, bred og blød. Og hun har brug for at blive mindre flagrende og diffus og i stedet blive mere samlet og stærkere forankret i sig selv. Ved de udfordringer, de møder i kontakten med hinanden, muliggøres deres udvikling ud af en polarisering, som binder dem entydigt til ét adfærdsmønster. I stedet kan de udfolde et bredere spændingsfelt og blive bedre personligt modnet, få flere strenge at spille på. Eva kan supplere sin evne til smil, glæde og udadvendthed med større personlig ro og samlethed. Jonas kan supplere sin fokuserede, indadvendte tilbageholdenhed med større lethed og sprudlen.

Begge får større råderum i deres individuelle kapacitet. Bliver mere helstøbte personer.

Mvh.

Psykolog Henriette Junker

Klokkerfaldet 26
8210 Århus V
Tlf 28778062

Dette blogindlæg er udvalgt af Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.

__________________________

Psykolog og parterapeut Henriette Junker
Læs mere på: http://www.henriettejunker.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Parforhold har potentiale for personlig udvikling. Læs hvorfor