Min nabo er SUPERZEN - Om rengøring og det man vist nok kalder Mindfulness

Jeg har boet ved siden af min nabo i atten år, og i alle de atten år har min nabo været hjemmegående. Hun ved alt om, hvordan man passer hus og have, og ind imellem drager jeg nytte af hendes erfaringer.

I dag kom hun forbi, medens jeg stod og pustede med en rengøringsspand i køkkenet, en støvsuger i stuen og nogle klude jævnt fordelt i hele huset.

”Du skal tage et rum ad gangen,” sagde min nabo. ”OG,” sagde min nabo, for hun ved jeg er distræt som type og meget vel kunne være i færd med at komponere en sang midt i det hele… ”Du skal kun tænke på det rum du er i.”

Hun ramte noget meget essentielt, for en af grundene til jeg synes det er hårdt at gøre et helt hus rent er den, at jeg medens jeg er i køkkenet tænker: ”Pyha der er  jo også badeværelset og stuen og studiet …” og så bliver jeg bare så træt.

Men min nabo sagde, at jeg kun måtte tænke på det rum jeg var i, og så skulle jeg blive ved med det rum til jeg var færdig. Og ikke tænke på andre rum.

Så det gjorde jeg. Og hold da op hvor blev det grundigt. Alle skabe i køkkenet blev vasket, gulve, skuffer ja, jeg ved ikke hvad, for der fandtes kun køkkenet. Hver gang mine tanker begyndte at vandre ud i badeværelset med alle hylderne tænkte jeg: ”Kun køkkenet.”

Og på et tidspunkt var det så fint så fint, og jeg begyndte at tænke badeværelse badeværelse. Og der var kun badeværelset i hele min verden. Intet andet. Og sådan vandrede jeg igennem mit hus. Og jeg var lige hvor jeg var. Og det var så superskønt at gøre rent. Det var som om jeg faldt ind i en herlig trance, hvor den der kost bare svabrede rundt af sig selv, og jeg nød at sige goddag til alle tingene i mit hus og vaske dem fint med en vredet klud.

Nu har jeg været alle steder. Der er tændt lys og pejsen knitrer fint og der er en herlig duft af forårsluft og rene lagener. Og nu sidder jeg og tænker på min nabo. Hvis hun ville kunne hun tjene en million på at tilbyde kurser i rengøring og mindfulness. Men det vil min nabo ikke. For hun ved ingenting om mindfulness. Hun ved bare noget om at gøre rent. Og om at være i et rum ad gangen. Og om at tøjle tanken, når den flyver rundt i rummene. Hun ved faktisk ret meget min nabo. Og hun er bare SUPERZEN.

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Rengøring og det man kalder Mindfulness. Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt.dk