Julefortælling fra min barndom

Min mormors motto   

en julefortælling fra min barndom

(om at have fokus på de indre værdier og om at ånde liv i det vi skaber selv)

Min mormor havde et ganske fornuftigt motto, som hun nok kun nødtvungent havde tilegenet sig. Hun var nemlig en fattig indvandrer-polak, og hun husede en hel familie i flere generationer – herunder mig og mine søskende. Mottoet var: 

”Hvis man kan underholde sig selv, koster livet ikke meget.”

Jeg ved ikke, om min mormor var klar over dobbeltbetydningen af ordet underholde, måske forstod jeg det ikke dengang, men senere har jeg set, at der selvfølgelig er en sjov dobbeltbetydning til stede. Men det min mormor talte om, sådan som jeg forstod det, var det at underholde i betydningen more sig. Og oveni er der jo så det sjove ordspil til stede, at man rent faktisk også kan opfatte det sådan, at hvis man kan forsørge sig selv, koster livet ikke meget.

Men hvad enten min mormor var sig dobbeltbetydningen bevidst eller ej, så var det, vi lærte, at vi skulle underholde os selv – i betydningen: selv finde på noget at gøre. For vi havde ikke mange økonomiske ressourcer til rådighed, og vi måtte bruge vores fantasi, hvis vi skulle have lidt sjov i gaden. Vi havde ikke råd til et smart walkie-talkie-anlæg, men min ældste søster brugte sin kreativitet og opfandt ud af en skotøjsæske, en tørresnor og nogle tøjklemmer en fantastisk indretning, som kunne transportere et brev fra den ene ende af stuen til den anden i en meget fin rødmalet æske, som førte tankerne hen mod en svævende poskasse.

Og så skrev vi breve og fortællinger, som blev ført gennem luften af den røde postkasse, og i hver sin ende af snoren stod et forventningsfuldt barn og ventede på at se, hvad nu ens søster kunne have fundet på at tegne, male eller fortælle til skotøjsæsken. Sådan kunne en hel fridag gå. For der var mange ting at fortælle til postkassen og de forventningsfulde søstre.

Familiens eneste værdigenstand var et gammelt klaver, som min mormors ældste søster havde spillet på, inden sin tidlige død. Hun forlod familien, da hun var bare 28 år, og min mormors yngste søster påstod hårdnakket, at den afdøde søsters ånd boede i klaveret. Så det var selvsagt med stor spænding, vi ventede på den dag, vi skulle få spøgelset at se. Når min mormors lillesøster låste klaveret op, sad vi i åndeløs spænding og ventede på ånden i instrumentet, men da ånden ikke dukkede op, begyndte vi i stedet at trylle toner frem. Det var egentlig bare at trykke på de hvide felter i vilkårlig rækkefølge, så opstod melodierne, og vi kunne synge til. Og sådan kunne vi underholde os selv i timevis. Vi opfandt sange og sang dem trestemmigt, og det var starten på et lille børneband, som vi senere fik stor succes med. Vi optrådte på blokvogne rundt omkring på Fyn og for vores møje fik vi til gengæld chokoladeæsker og hele sodavandskasser fyldt med boblende vand i alverdens røde og grønne farver. ”De piger kan underholde sig selv,” sagde mormor, men det er først nu jeg ser den dobbelte betydning.

Jeg tænker ofte på livet hos min mormor. I særdeleshed i denne tid, hvor alle taler om finansiel krise, og hvor mange har forgældet sig og brugt løs af penge, de end ikke havde, fordi ting var vigtigere end oplevelser. For det var netop det, jeg lærte hos min mormor: at man i grunden ikke kan købe sig til ret meget af det, der virkelig er noget værd. Vi havde ikke et samtaleanlæg, men vi havde en svævende postkasse, vi havde ikke et fancy TV-apparat, men vi kunne trylle sange ud af klaveret, og vi kunne vente på en ånd i timevis og opdigte de mest grufulde historier om, hvad der ville ske, når først ånden viste sig. Og om søndagen blev vi puttet i mormors hjemmesyede kjoler, og så gik vi til kirke. Her var der røgelse og orgelbrus, messedrenge i blankpolerede sko, man kunne blive helt forelsket i, her var der præster, man kunne elske eller frygte, nonner, der lignede kærlige pingviner – og indsamling for de fattige. Og mormor skæppede i bøssen, som hun sagde, for vi var ikke fattige, selvom mine bedsteforældre skulle forsørge en hel familie i flere generationer, fordi min mor var syg og ikke kunne tjene sine penge selv. Men fattige - det var vi ikke. For vi kunne jo underholde os selv, og så kostede livet ikke så meget. Det var vigtigt for min mormor at give. For der var nogle, der havde mere brug for det end os, og jeg puttede en ti-øre i bøssen og tændte et lys for Jomfru Maria. Og jeg vidste, at jeg ikke var fattig. For jeg kunne trylle med tonerne og synge for mennesker, og jeg kunne tegne og fortælle, så hårene rejste sig på hovederne af børnene i kvarteret. For jeg havde selvfølgelig set ånden i klaveret, når den side af livet blev givet videre, og den ånd var ikke lige sådan en man skulle komme i nærheden af. Men den sang, og så blev det hele alligevel ganske kønt.

Det fulgte mig videre op gennem livet. Det, min mormor havde lært mig. Og det var naturligt for mig at holde fokus på de virkelige værdier. Ikke fordi jeg tænkte over det, måske mere fordi jeg havde set det praktiseret. Hele min ungdom gik jeg i second hand-tøj, fordi jeg hellere ville bruge mine penge på sangundervisning og teaterkurser end på nyt og lækkert tøj. Og hele tiden var jeg fokuseret på en verden, jeg vidste fandtes indeni. Jeg vidste, at man kunne synge sammen, man kunne fortælle for hinanden, man kunne glæde hinanden med en tegning eller noget, man havde lavet selv. Det var rigdom for mig. Og den største rigdom var jo nok den, man slet ikke kunne købe for penge – nemlig Jomfru Marias dybe kærlighed og min mormors faste hånd, der holdt om vores liv som Den Hellige Moder om det lille Jesusbarn.

 

Til jul så vi krybben med kongerne og dyrene i stalden. Det hele blev stillet fint op i kirken, og andægtige gik vi forbi, medens vi beundrede julestjernerne og de levende lys, som nonnerne havde anrettet i en rus af røgelse. Det var årets festlighed. Barnet i krybben blev beundret, og igen gav vi til de fattige, for ved et sådant syn vidste man, at fattig, det var noget nogle andre var. Nogle, der ikke havde den smukke Maria, det lille barn og kongerne og julestjernerne og de venlige pingviner, der havde rettet det hele an. Vi var rige, og sådan føltes det indeni. Og sådan føles det i grunden stadig. For jeg har taget det hele med mig.

 

Og når jeg hører om krisen, så tænker jeg: mon ikke min mormor ville have sagt, at nu kunne folk få noget at tænke over.

 

Jeg tænker i hvert fald selv, at det er helt vildt at tænke på, at lande kan gå bankerot, fordi deres mennesker har forkøbt sig. Fordi de har lånt til ting, de havde tillagt umådelig værdi. Store, hurtige biler, dyre huse, fester og rejser. Men hvad med rejsen indad? Den koster ingenting. Historierne, vi selv finder på, billederne, vi selv maler, sangene, vi synger. Kærligheden, vi deler. Og måske er det det, vi kan lære af krisen. For måske får vi mindre råd til dyre forbrugsgoder. Men gør det noget? Hvis vi begyndte at synge mere, elske mere, fortælle mere. Så kom der måske liv i alle de dyre samtalekøkkener, som der vist alligevel ikke er blevet talt så meget sammen i.

 

Og nu hvor julen nærmer sig ville vi måske huske på – endskønt nødtvungent – at julen er andet end dyre gaver fra Magasin. Julen er en hellig tid, der oprindeligt var lysets og kærlighedens fest. Og julen handler om alt andet end at flå gavepapiret af i en vis fart. Og hvis vi bliver stille indeni, vil vi måske få et glimt af den smukke Maria med det lille barn på armen. For selv det barn, der skulle blive konge over Alverden, blev født i en ydmyg stald, og op igennem sin barndom morede han sig ifølge legenden med at forme lerfugle, som han malede med solstråler. For det var det, han havde til sin rådighed. Og han åndede liv i lerfuglene, og så fløj de, for de blev levende ved hans ånde.

Og dette magiske barn har alt for mange mennesker glemt, når de ræser rundt efter de dyre samtaleanlæg og elektroniske julegaver, der kan det hele selv. Men måske er det det, vi nu nødtvungent lærer. At male med solstråler – og ånde liv i det, vi skaber selv.

Glædelig jul fra Majbritte Ulrikkeholm

 

 

 

 

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Dejlige minder....

Hej Majbritte Jeg foretrækker også at leve af kreativitet og Marias kærlighed, så jeg finder genklang i det du skriver.Tak

Julefortælling fra min barndom. Læs Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt.dk