Facilitator og SkyggeCoach Lone Lund Jørgensen

Indre Ro til Stærke Kvinder

Som 19 årig blev jeg gravid med mit første barn. Bekymrede voksne og skeptiske jævnaldrene så straks en sandsynlig risiko for, at jeg ville ende som uuddannet enlig mor i et socialt boligbyggeri, - og jeg tror, at jeg dybt indeni besluttede mig for, at jeg nok skulle vise dem, at jeg kunne klare mig – uanset hvad.

13 år senere var jeg som forholdsvis nyuddannet sociolog, projektleder for et stort Symposium i Projektledelse, mor til 3 børn i alderen 3 – 13, havde været spejderleder for en stor gruppe børn og unge gennem 10 år, og stod i min fritid på scenen i Hillerød Revyen, som jeg et par år forinden havde taget initiativ til sammen med min daværende mand. Herudover havde jeg været engageret i forældrearbejdet i alle mine børns institutioner og skoler, havde masser af venner og veninder og arrangerede ofte vellykkede fester og middage for både familie og venner.

Jeg så mig selv som stærk, engageret og succesfuld, og var stolt af, hvad jeg de første 33 år af mit liv havde bedrevet. Selv om jeg godt vidste, at dette ikke var hele sandheden, var jeg dengang ikke bevidst om, hvor meget energi jeg brugte på holde alt det nede, som jeg ikke ville være.

Jeg havde brugt det meste af mit liv på at udvikle mig i retning af alt det, som jeg gerne ville være, at jeg ikke vidste, at jeg samtidig havde skubbet alt det, jeg ikke ville være, ned i mørket.

Noget af det værste jeg kunne forstille mig, var at være svag, uengageret og ensom, da det for mig stod som noget af det mest taberagtige man kunne forestille sig. Men da jeg pludselig en aften under en forestilling besvimede og stod på hovedet ned af scenen, begyndte en længere rejse, som langsomt men sikkert skulle bringe mig til at se og acceptere alt det, som jeg også var, men var dybt rædselsslagen over at være.

Mit scenestunt havde gjort mig bange, og efter lidt tid gjorde angsten mig angst for at blive angst, og gjorde det svært for mig at udføre både mit arbejde og alle mine udadvendte fritidsaktiviteter.  Dette førte mig i første omgang til bibliotekets hylder med selvudviklingsbøger, og snart efter fulgte en lang række kurser og uddannelser, først indenfor NLP og siden indenfor mere alternative og spirituelle retninger. Jeg har fulgt mange forskellige stier og veje, som alle lidt efter lidt har ført mig tættere på mig selv og min autentiske kerne, selvom det ikke altid har set sådan ud ved første øjekast.

I dag er jeg 48 år, mor til 4 børn i alderen 9 – 27 år og ved at jeg både er Stærk og Sårbar. At jeg kan være dybt Engageret og fuldstændig Ligeglad, At jeg er højt Elsket og Respekteret og samtidig indimellem helt Usynlig og Alene. I takt med at jeg er kommet tættere og tættere på mig selv, og har ladet mit hjerte styre slagets gang, er de store dramaer forsvundet fra mit liv, og en vidunderlig grundfølelse af Indre Glæde og Ro har indfundet sig. En Indre Ro og Glæde, der ikke kan købes for penge, men som kun kan vindes ved at gå på opdagelse i ens eget indre skatkammer, og undersøge hvilke sandheder, der gemmer sig under den til tider noget glatpolerede facade, som vi alle kan omgive os med.

Selvom jeg aldrig tror at rejsen slutter, føler jeg, at jeg er kommet så meget i kontakt med mig selv og min autentiske kerne, at jeg kan stå 100% inde for at guide andre Stærke Selvstændige Kvinder, der lige som jeg, ønsker at komme i tættere kontakt med deres autentiske kerne, og finde den Indre Ro og Glæde, der helt automatisk følger med.

Og hvis du tror, du kunne havde glæde af mine indsigter og erfaringer, vil det være mig en stor ære, at guide dig på din rejse!

De allerbedste hilsner

Lone

www.tampenbraender.dk

 

__________________________

 Facilitator og SkyggeCoach Lone Lund Jørgensen

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kirsten Merrild Tak fordi du delte din historie med mig. Jeg genkender mig selv og min egen historie, og bliver glad og varm. Tak Kærlig hilsen Kirsten
Kære Kirsten Tak for din hilsen - det er jo altid skønt, når vi kan genkende os selv i hinandens historier. Det vidner om at vi jo alle i bund og grund udspringer af samme kilde :-) De bedste hilsner Lone __________________________

 Facilitator og SkyggeCoach Lone Lund Jørgensen

Indre Ro til Stærke Kvinder