Integrativ Healing v. Jane Mejlhede og Henrik Halskov

Hvordan bør man opføre sig, når man sælger en ged? Noget om at turde miste. Og finde sig selv

Ind imellem vælter verden om én og det føles som om, at vi får ikke bare tæppet, men hele gulvet revet væk under vores fødder.

 

Og meget tit er det fordi, vi mister noget. En person, en ting, et job. Men jeg tænker tit på, hvad det i virkeligheden er, vi mister, når verden tilsyneladende tipper rundt. For handler det ikke tit om noget andet, end det vi tror? Handler det ikke mere om, at vi mister noget indeni os selv - en overbevisning, tryghed, sikkerhed, identitet, følelsen af, at vi ved, hvilke kasser, vi skal putte hvad i?

 

For mig skaber det altid forstyrrelse, når jeg åbner en kasse, og opdager, at det klistermærke, jeg i sin tid satte på den, ikke længere svarer til indholdet. Det kan være, fordi kassen pludselig er tom, og indholdet stille og roligt er fordampet, som den dråbe jeg forsigtigt fangede på et kronblad på en blomst for mange år siden, og som jeg ønskede at gemme som et dyrebart minde. 

 

Det kan være, at jeg opdager, at det mærkat, jeg engang satte på kassen, med tiden er blevet alt for generelt. Som hvis jeg havde skrevet “Frø”, og nu havde brug for at så en helt bestemt tomatplante, som jeg ikke har en ærlig chance for at finde, fordi netop dét frø ligger blandet med frø og kerner til græskar, valmuer, morgenfruer og pralbønner, iblandet en enkelt tudse, som jeg håbefuldt havde proppet derned som 16-årig i håb om, at et kys kunne forvandle min verden til et eventyr. 

 

Og der er også de tilfælde, hvor jeg finder ud af, at indholdet var noget helt andet, end det, jeg engang troede. Jeg opdager at kassen med “Drømme” faktisk mest af alt indeholder den frygt, som ledte mig i modsatte retning af det, jeg i virkeligheden ønskede mig. Jeg opdager at kassen med “Sort” ikke er en farve, men tusinder af toner, der er gledet sammen i mæthed og intensitet. Og at det faktisk er muligt at skille dem ad. 

 

Jeg vender bunden i vejret på den kasse, hvor der står “Verdenskort”, og ud daler bittesmå stykker mørnet og skørt papir blandet med støv og et næsten uhørligt suk. Og mens jeg forsøger at tyde de tilbageværende tegn på papiret, går det op for mig, at de ikke indeholder stednavne og højdeangivelser, men i stedet er fyldt med underlige symboler og runer, der muligvis fortæller spændende historier om gamle gudeverdener og retningslinier for, hvordan man bør opføre sig, når man sælger en ged, men ikke nogensinde har kunnet vise mig bare i grove træk, hvilken rute, jeg med fordel kan vælge, hvis jeg vil krydse et afghansk bjergpas.

 

Og hvad så? Ja, så kommer uroen, ængstelsen, sorgen, angsten, vreden, frustrationen, den knugende fornemmelse i maven. For hvad skal jeg nu tro på? Hvor skal jeg gå hen? Hvem er jeg? Hvem og hvad kan jeg stole på? Hvad er rigtigt og hvad er forkert?

 

Jeg har lært mig selv med tiden, at huske at gennemgå mine kasser med jævne mellemrum. Få smidt de overflødige ud og reorganiseret andre. Alligevel sker det ind imellem, at jeg opdager en samling halv-væltede kasser i et fjernt rum. 

 

Og når jeg gør det, prøver jeg at se det som en gave. Et tegn om, at der er noget, jeg skal se at få bragt orden i. Noget der kalder på, at jeg skal se at få taget den der halvårlige hovedrengøring, som det kan være så svært at tage sig sammen til. 

 

Det er en god fornemmelse, at få skilt sig af med det overflødige, synes jeg. Og det fine er, at ind imellem finder jeg dér, mellem filtrede garnnøgler, tapet-rester, søm, skruer, knækkede farveblyanter og gulnede dokumenter, en særlig lille og værdifuld ting, som jeg helt havde glemt, at jeg havde. Fordi jeg havde fået gemt den så langt væk for så længe siden, at det er som om, at den aldrig har eksisteret. Men det har den. Og så viser det sig tit, at det er netop dén ting, som kan hjælpe mig med at stå fast og hvile i mig selv, også når både gulvtæppe og -brædder tilsyneladende bliver revet væk. 

 

Så oprydning, rengøring og om-organisering handler ikke altid udelukkende om at smide ud med hård hånd. Men om at være villig til at smide så meget ud, også af det, som engang forekom som det mest dyrebare, at jeg er i stand til at finde den skjulte ting, som skal bære mig videre. 

 

For nyligt fandt jeg fx et prisme, som først lignede et støvet stykke glas. Men efter jeg havde tørret det af og pudset det forsigtigt mod mit ærme, holdt jeg det op foran mit øje. Og jeg så, hvordan verden blev brudt i nye linier og lys, som med ét gjorde mig i stand til at se, hvad jeg aldrig før har set. At verden omkring mig i virkeligheden ikke var væltet fx. Og at det, jeg havde mistet, viste sig at være betydningsløst i forhold til det, jeg fik.


Kærligst Jane Mejlhede

__________________________

Integrativ healing
www.integrativ-healing.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
At give slip på sine overbevisninger, turde at miste og at finde sig selv, når verden tilsyneladende vælter