Familiecoach Pia Beck Rydahl

Verden har brug for indadvendte børn!

Asocial! Reserveret! Utilnærmelig! Partykiller… Sådan kaldes indadvendte normalt i en verden, der anser udadvendthed som sundt og eftertragteligt. Vi lever i et samfund der ikke har så meget plads til indadvendthed. Hverken i skolen eller i de fleste erhverv. I gamle dage skulle man i højere grad passe ind i samfundet, hvor i dag virker det som om at man skal tilpasse samfundet til sig selv. Dette giver ikke indadvendte mennesker bedre vilkår. Skab dit eget liv! Gå efter din drøm! Og andre værdi slogans der ligger i tiden, kræver et initiativ og en aktivitet, der let kan udmatte indadvendte.

Vi er ikke enten eller…

Jeg har i mange år brændt for at putte lys på indadvendthed. I mit møde med mange skønne indadvendte unge og deres forældre, i mine terapi og coaching samtaler og på vores kursus Teenpower. Og i søgen efter selv at komme mere ind i mig selv. Jeg er mest udadvendt selv, men måske også bare tillært social. Jeg har en privathed og generthed i mig, som jeg til tider dækker med sociale masker. Og er selv i en proces med at gå ind i mig selv og mærke min egen dybtliggende indadvendthed. Nok en længsel efter mange års udadvendthed og aktion…

For flere år siden læste jeg bogen Fordelen ved at være indadvendt af Marti Olsen Laney som jeg varmt anbefaler. Marty pointerer den store forskel mellem at være genert og indadvendt. Generthed handler dybest set mere om angst for sociale situationer, hvor indadvendthed er et forsøg på at undgå overstimulering og et resultat af en anderledes måde at tænke på. Det er vigtigt at skelne mellem indadvendthed og generthed, selvom de ofte optræder sammen.

Vi er selvfølgelig ikke enten/eller som mennesker eller så sort-hvidt indrettede, og indadvendthed/udadvendthed er ikke absolutte kategorier, men et indre energifelt hvori nogle mennesker mest er i den indadvendte energi, nogle i den udadvendte og de fleste måske ligger nær midten. Undersøgelser viser at 35 % af befolkningen er indadvendte

Problemet er er at det umiddelbart tilstræbes at udvikle det udadvendte, det hurtige og tilpassede udadtil for at klare sig i samfundets tempo.

Forskellen på udadvendte og indadvendte

Jeg kan godt lide at lytte til videnskaben, lære af deres spændende undersøgelser om os mennesker – men så også give slip på det igen og lytte til mine egne fornemmelser, lære af mig selv og de møder jeg har med mennesker.

Helt generelt ser jeg den store forskel er at indadvendte får energi ved at være sig selv. De oplader ved eget selskab. Eller mindst 1-1 kontakt. Hvor udadvendte får energi ved at være sammen med andre.

Ifølge de nyere neuroforskninger, kan man via hjernescanning se en stor forskel på indadvendte og udadvendtes generelle hjerneaktivitet, og deres omfang af blodgennemstrømningen. Hos indadvendte er der en markant større blodgennemstrømning. Det betyder større indre stimulering. Ud over det strømmer blodet også af forskellige veje, alt efter om man er ud- eller indadvendt. Den måde indadvendte skaber energi på, er igennem deres indre verden af forestillinger, følelser og indtryk.

En af de kloge forskere Majken Hirche, (cand.scient) siger at indadvendte mennesker er meget følsomme over for neurotransmitteren dopamin, hvilket betyder, at hjernen meget hurtigere bliver overstimuleret hos en indadvendt, end hos en mere udadvendt person, som søger stimulering for at undgå understimulering og kede sig og for at føle velvære ved udskillelsen af dopamin.

En anden lidt sjov forskel er indadvendtes reaktion på ydre stimuli. Man reagerer stærkere på smerte, lugt og smag – og producerer f.eks. en større mængde savl når man drypper citronsaft i munden på en der er indadvendt end udadvendt.

Udfordringerne som indadvendt

Særligt for indadvendte er at man har få tætte venskaber, som er af langt større betydning end et stort netværk af bekendtskaber. Den sociale udfordring sker fordi man som indadvendt udtrykker sig mindre, og derved er i større risiko for at blive ensom.

Ifølge Iben Fog Staal, formand for Ventilen (forening og mødested for stille og ensomme unge) udtrykker:  ”Det er en ond cirkel fordi, at et stille individ oftest ikke forventes at sige noget, og når der så er noget, man forsøger at udtrykke, overhøres det. Man er blevet den stille, socialt usynlige. Andre forventer ikke, at man deltager og begynder derfor hurtigt at overse en. Dette kan føre til en enorm frustration og kan føre til lavt selvværd og manglende tillid til sine sociale evner, isolation og i sidste ende til depression. Ensomhed kan selv for en ellers velfungerende ung være årsag til, at man ikke magter en uddannelse eller arbejde. Dette er endnu en vigtig grund til, at vi skal være bedre til at tage ansvar for hinanden og vende en samfundsudvikling, hvor indadvendthed betragtes som en svaghed”

 

Fordelene ved at være indadvendt

En af styrkerne ved det indadvendte sind er, at det man ‘mangler’ i mental hurtighed har man til gengæld i mental dybde, nemlig en større tendens og evne til at reflektere. Vores viden om forskellene på at være indadvendt og udadvendt er ikke særlig udbredt, og det medfører, at indadvendte ofte i sagens natur vender sig indad, når de ikke lever op til samfundets krav om udadvendthed. Samtidig udmatter de sig selv ved at forsøge og underkender dermed deres egen natur. 

Carl G. Jung skrev om indadvendthed: ”Man sparer på energien, får færre børn, har flere måder at beskytte sig selv på og lever længere. Fordi de værdsætter det enkelte liv, skaber nære forhold til andre og planlægger og tænker over nye måder at gøre ting på, tilskynder de andre til at være klogere og forsigtige, til at udvikle selvbesindelse og til at tænke før de handler”

 

Giv tid, plads og lyt

Mange af de indadvendte unge jeg møder, blandt andet på vores Teenpower kursus, beskriver at de oplever deres indadvendthed som et handicap i et samfund, hvor udadvendthed sætter dagsordenen. Når de er stille og langsomme til at omstille sig på nye input, bliver de ofte overset i sociale situationer, og selvom de omhyggeligt tænker og reflekterer over gode input i samtalerne omkring dem, kommer de sjældent i spil, hvilket er en skam, da indadvendte ofte er i stand til at koncentrere sig om et afgrænset emne i lange perioder af gangen, og derfor kan være utrolig kreative og originale. Mange forfattere, opfindere, ja selv skuespillere er indadvendte. De finder deres værker og skaberkraft i deres indre verden.

 

Indadvendte børn og unge misforstås

Måske du hører til en af de mange der enten som barn selv eller med dit eget barn, har siddet til den berømte forældre-elev samtale skulle høre på at ’nu skal du til at sige mere, række hånden mere op, blive mere social, åbne mere op’ osv.

(Skolen er ikke indrettet til at være indadvendt. Men det er et hot emne til en anden blog en dag… )

Jeg har i gennem årene coachet mange unge på at acceptere og anerkende deres indadvendthed, og derigennem lære at begå sig i en udadvendt verden. Forleden havde jeg en familieterapi samtale om indadvendthed med en forældrepar og deres teenagepige. Pigen og faderen var mere indadvendte end moderen. Og fokus var til at begynde med, at få pigen til at blive mere social, mere talende og udadvendt – især i skolen. Faderen ønskede pigen fik det lettere end han selv havde haft det. Og moderen ønskede at pigen opnåede de samme muligheder som hende selv. Men igennem samtalen fandt de i fællesskab mere og mere ind til gaverne ved at anerkende og acceptere hinandens udadvendthed og indadventhed. For vi kan i høj grad lære af hinanden i familien. Når forældrene her anerkender pigens kvaliteter som indadvendt og hvad det medfører, kan hun, når presset på hende falder, give slip, og derved faktisk øve det at være mere udadvendt. Uden at lave sig selv grundlæggende om. Men finde sig selv mere frem.  

TIP til forældre! Det er vigtigt at give det indadvendte barn tid og ro til at bearbejde oplevelser og indtryk for at kunne udvikle sig og finde ind til hvem de er, temperamentsmæssigt og for at træffe gode beslutninger og handle. Det er godt at forstå deres behov for opladning, gennem pauser. Og at give dem plads til at være sig selv, uden at kommentere eller gøre dem forkerte for at være asociale.


Verden har brug for den indadvendte energi!

Naturen har hurtige harer og langsomme skildpadder, som viser at den naturlige stabilitet og orden i naturen sker ved modsatrettede kræfter. På samme måde skaber det orden i et samfund, i en befolkning, at anerkende både det indadvendte og udadvendte i os mennesker.

Verden har brug for anerkendelse og læring af den indadvendtes energi såsom: holde flere pauser, være i stilhed, have dybe refleksioner der udmønter sig i meningsfulde handlinger, lytte til hinanden, give plads til hinanden og ikke mindst brug for vores fantasi og kreativitet. Problemet er at vi bruger så meget krudt på den ydre verden og på hverdagens krav og forventninger, at vi glemmer at have noget at brænde for, og hvad der lige netop giver den enkelte mening. 

Udadvendte kan lære dybt essentielle ting af indadvendte. Forældre der er hurtige, talende og udadvendte kan lære det vigtigste i hele deres liv, gennem deres indadvendte eftertænksomme børn. For eksempel ved at ’knytte og lytte’ mere, og lade stille pauser være en nødvendighed for at skabe rum for dybere refleksioner. Eller holde indadvendte pauser som fx; gå en tur i den friske luft, høre musik, drikke en kop te, dyrke lidt motion, læse, skrive, kikke tomt ud i luften, lukke øjnene, meditere...

Bare tænk på det, en weekend med indadvendt energi giver. Vi hører nok alle fra hinanden ’at det skal blive godt med en weekend med ingenting i kalenderen’

Vi må holde op med at gøre de ’andre’ forkerte og finde hver vores balance – i vores indadvendte og udadvendte liv. Er du selv udadvendt og mere talende end lyttende, kan du måske blive provokeret af en mere reserveret personlighed. Men indeni gemmer der sig en rig og fantasifuld verden, der bare venter på at blive lukket ud. Hvis vi lytter…

 

Er du også inspireret af dette tema, anbefaler jeg du ser denne meget inspirerende TED video talk med Susan Cain

__________________________

Pia Beck Rydahl, Familiecoach
Læs mere på http://www.hverdagenshelte.com/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Tak Pia, Helt helt enig - og noget man (jeg) nemt kan glemme i forhold til mine børn - helt sikkert. så tak for reminderen. Og der er mere at tage fat på....... Kærligst Ivan

__________________________

Charlotte Fruergaard, Yoga & Mindfulness underviser.
Se mere på http://www.hjerteakademiet.com

Mange tak for din strålende blog. Dejlig at fornemme anerkendelsen og forståelsen for de indadvendte børns styrkesider. Mange forældre bliver bekymret når de oplever barnets noget tilbagetrukne rolle på den sociale arena. I de aller fleste tilfælde viser det sig at indadvendthed ikke er et symptom, men en karakterstyrke.

De bedste hilsner fra Kit

__________________________

 Kit Lisbeth Jensen, Psykolog med speciale i Klinisk Psykologi

Læs mere her: https://www.psykologonline.net/

Kære ivan

Dejligt du blev inspireret. Interessant at det at skrive en blog også på en måde er at komme ud af sin indadvendthed :-) Kh. Pia 

 

__________________________

Pia Beck Rydahl, Familiecoach
Læs mere på http://www.hverdagenshelte.com/

Og tak til dig Kit for dit svar. Dejligt med dialog. Og ja, det er vigtigt at være inkluderende i debatten om indadvendte og særligt sensitive. 

Mange hilsner Pia 

__________________________

Pia Beck Rydahl, Familiecoach
Læs mere på http://www.hverdagenshelte.com/

Kære Pia Hvor er det dog en rigtig god blog og så vigtigt et emne du kommer ind på her. Alt for meget fokus ligges på at skabe og "ændre" på de unge mennesker så de passer ind i en verden defineret af voksne. I stedet for at lade dem vokse og være præcist som de er. Med 2 indadvendte børn er det skønt med mennesker, som dig der råber opmærksomhed på netop dette. Jeg priser mig lykkelig for, at have mine børn på en helt særlig skole, hvor det vigtigste af alt, er at den enkelte får lov at være præcist som de. Det giver rummelige, kærlige og lærings parate børn, når ikke energien skal bruges på at lave sig om hele tiden. TAK for dit arbejde! kærligst Flora

sikke en skøn tekst at læse. jeg har altid selv været meget indadvendt og nu har jeg bestemt mig for endelig at prøve at leve som JEG vil og ikke tilpasse mig verden:-) det er en hård kamp, for ja, alle de udadvendte, kan ikke forstå at man fungere anderldes. derfor er det skønt at læse dette, og håber verden bliver bedre til at gøre plads til alle:-) uanset hvordan man er:-)

God beskrivelse<3 Verden har nemlig også brug for mennesker med dette særlige karaktertræk. Er i gang med Arons bog "Særligt sensitive børn" - kan varmt anbefales (Min søn har i hvert fald nydt godt af at jeg har fået kendskab til dette emne)

Kære Flora

Lige præcis...Skolen skal tilpasse sig generationerne og ikke omvendt. Vi er et af de lande der er mest bagud i forhold til de indre værdier på skoleskemaet - som en integreret del af skoleformen. Og børn har mere end nogensinde brug for at være i kontakt med dem selv - og ikke ude af dem selv eller for meget i hovedet. 

Selv TAK for dit arbejde. Og spændende uddannelse du udbyder! 

De bedste hilsner Pia 

__________________________

Pia Beck Rydahl, Familiecoach
Læs mere på http://www.hverdagenshelte.com/

Kære Sanni 

Dejligt at høre! Det er en stor gave at acceptere sig selv især for egenskaber der stikker ud for andre. JA til at verden bliver et bedre sted for alle. 

De bedste hilsner 

Pia 

__________________________

Pia Beck Rydahl, Familiecoach
Læs mere på http://www.hverdagenshelte.com/

Tak Jeanette 

Den har jeg ville læse længe. Det må være tid nu. 

De bedste hilsner

Pia 

__________________________

Pia Beck Rydahl, Familiecoach
Læs mere på http://www.hverdagenshelte.com/

Indadvendte børn har Verden brug for. Læs mere