kærlighed

Den danske digter Dan Turèll har engang sagt: ”Jeg tror nok, jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste.” En underfundig måde at sige til sin omverden, at man er åben over for kærlighed – værsgo, jeg er klar til at tage imod! Det er svært ikke at komme til at trække på smilebåndet, for normalt forbinder vi ikke kærlighed med noget, som vi skal kunne ”tåle”.

Lær hemmeligheden bag glade børn at kende!
Som forældre er det vores fornemste opgave at dele kærligheden med vores børn, så de stråler af den, og så de selv har rigeligt at dele ud af. Uden kærlighedens opbyggende kraft bliver livet ikke den gode ven, som alle børn og voksne fortjener, at det skal være. Det kan være smertefuldt at indse, at graden af kærlighed til os selv kan være proportionel med evnen til at elske vores barn. Det er en opgave at lære at elske sig selv, og den starter, fra vi bliver født.

Det lille nyfødte barn er fuldkomment afhængigt af sine forældres pleje og omsorg. Vi putter det, vi nærer det, og vi holder det blidt ind til os. Senere, når barnet bliver større, sidder det på vores skød, eller det tager os i hånden for at mærke samhørigheden og kærligheden.

Tramper rundt i små bjerge af skrald, prøver at lukke af for stanken af affald blandet med duften af røgelse. Tusinde tanker farer gennem mit hoved: ”vi må da gøre noget”. Langsomt bevæger jeg mig ind i et samfund af et ubeskriveligt menneskemylder i et kæmpe slumområde i Mumbai. Opdager at jeg ikke en eneste gang hører et barn græde eller nogen klage, jeg ser ikke nogen der er syge. Tværtimod oplever jeg fred, glæde og stor nysgerrighed.

Grimhed møder skønhed
Slumkvarteret ligger ud til havet. Det kunne være så smukt. Får så øje på en lille dreng, der sætter sig på det der kunne være en strand. Han sætter sig midt i det stinkende affald for at gå på toilettet. Lige ved siden af ham er der et andet barn, der sammen med en hund graver i affaldet og leder efter noget at spise.

Jeg fryser fast, kigger på vandet bag drengen - de bruger vandet til at vaske op i, og vaske sig selv i. Bakteriemyldret må være ufattelig stort; jeg væmmes ved tanken og får det dårligt. Men rundt om mig er der ikke andet end smil, glade stemmer og en ubeskrivelig følelse af – frihed. Det kan umuligt passe. De mennesker har det sværere end vi nogensinde kunne forestille os, de kender en smerte som vi aldrig har været i nærheden af. Mit kritiske sind er i den grad på arbejde, mine følelser kolliderer med hinanden og mit åndedrag er kort. Jeg får lyst til at redde dem alle sammen. Men fra hvad?