Sofia Manning og Manning Inspire

Accept

De fleste af os kan have en tendens til at blive udfordrede, for ikke at sige en anelse irriterede på nogle enkelte familiemedlemmer fra vores familie eller svigerfamilie, når vi - som vi ofte gør i sommerferien - tilbringer væsentlig mere tid sammen, end vi plejer.

Mange kender til pludselig at opdage nogle sider af sig selv, som man måske ikke er helt så stolt af, og som slet ikke stemmer overens med den balancerede person, man ellers synes at være til daglig. Og langt de fleste af os kan nikke genkendende til i al fald én gang at have oplevet os selv som enten irriterede eller sure og vrantne, nidkære, diskussionslystne, urimelige, barnlige, som ”ofre”, eller bare som helt almindelige dramaqueens eller kings i løbet af de hyggelige, men måske lange feriedage i selskab med familien.

Brug et par minutter på at tænke tilbage på dine typiske reaktionsmønstre fra de foregående års ferie. Hvordan reagerer du typisk? Hvem eller hvad irriterer dig, hvordan har du det inden i, når du lader dig irritere eller gå på? Hvad er de typiske sætninger eller situationer, som får dig til at reagere, og hvem i din familie lader du dig som oftest genere af?

Et år jeg skulle på ferie sammen med min store familie og min mand, havde jeg stillet mig selv de samme spørgsmål og kendte derfor udmærket mine reaktionsmønstre og potentielle faldgrupper i forhold til min familie. Og det år ændrede jeg mine egne mønstre og min tilstand radikalt og for altid.

Jeg fandt frem til, at jeg ikke længere behøvede at leve i reaktion til mine omgivelser som en anden Pinocchio-dukke, der lader sig styre af andre menneskers bevægelser, impulser, meninger og vaner. Jeg lærte, at jeg ved at acceptere min familie fuldstændig, som de er, kunne slappe meget mere af og undgå at blive irriteret og mopset inden i – hvilket var en stor lettelse og befrielse. Det lyder simpelt – og det er simpelt! Men som med så meget andet er det simple ikke altid det nemmeste.

Det handler om én eneste ting: ACCEPT.

Og i al sin enkelthed at acceptere alle dine familiemedlemmer præcis som de er.
Sætningerne: ”Jeg elsker og accepterer (x – navnet på familiemedlem) fuldstændig som han/hun er” og/eller ”det er, hvad det er” kan med meget stor fordel integreres og gentages, op til mange gange daglig i situationer, hvor du normalt ville begynde at reagere med irritation eller vrede, magtesløshed osv. inden i.

Ved at acceptere f.eks. svigermor fuldstændig som hun er, også selv om hun måske taler uafbrudt i hele ferien, giver dig en indre ro og fred, i det du holder op med at have modstand mod virkeligheden. Og virkeligheden er muligvis, at din svigermor taler uendelig meget. Men ”det er, hvad det er”. Det er ikke nødvendigvis godt eller dårligt – det er bare – og i al fald er det den virkelighed, du står over for.
Din opgave er derfor - hvis du ønsker at komme irritationen og de uhensigtsmæssige reaktionsmønstre til livs - at arbejde med din egen accept:

At acceptere virkeligheden og vide at du har et valg. Du kan vælge at blive sur og vranten og måske komme med syrlige bemærkninger til din svigermor for bagefter måske at få dårlig samvittighed - eller du kan vælge at acceptere hende præcis, som hun er. Eller du kan vælge helt at lade være at holde ferie med din svigermor igen.

Vælger du familien - og svigermor - så vid, at du vælger det og hende på godt og ondt. Ved at acceptere hele din familie for at være præcis dem, de er, giver du dig selv en meget stor gave – og kan måske for første gang opleve en ferie, hvor du rent faktisk nyder at være i selskab med dig selv – og din familie. Uden modstand. Ved at acceptere andre mennesker som de er, vil du oftest opleve en naturlig fascination eller tiltrækning af den person/de personer, som du måske før har oplevet at have meget imod og har været irriteret på.

Ægte kærlighed handler om at elske hinanden fuldstændig, som vi er, med alt hvad vi er – uden intentioner om at ville lave om på hinanden. Forestil dig bare et øjeblik at medlemmer fra din familie erklærede, at de virkelig elsker dig – MEN med en lille smule forbehold. Hvis bare du var lidt anderledes end du er, eller hvis bare du ville ændre dig en smule. Nej vel? Den tanke er ikke rar.
Ingen mennesker bryder sig om at være et ”projekt”, som altid kan forbedres. Langt de fleste mennesker vil bare gerne elskes, som de er, og hvor de er - og ikke som dem de kunne eller burde være i andres øjne.

Så opfordringen fra mig lyder: Brug sommerferien på at acceptere dig selv og dine medmennesker fuldstændig som de er!

Med ønsket om en god sommer,

Sofia Manning
Coach, forfatter, foredragsholder og indehaver af Manning Inspire

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Accept. Sofia Manning er Ugens Artikel på Levlykkeligt.dk